|
Praktisk om turen
Søndag 2. oktober:
Endelig oprandt dagen, hvor vores eventyr skal begynde. I to måneder siger vi farvel til alt det vi kender, vores jobs, vores skole, vores venner, vores rutiner, hele den daglige trommerum på godt og ondt. Vi veksler det hele for to måneder, hvor vi har helt frie rammer og hvor det eneste vigtige er at vi er sammen om det. Der har været nogenlunde ro på dagen, taskerne er pakket, der er ordnet ved kaninerne og alt er faktisk klart. Der er så meget ro på at vi sætter os ned og ser en film i to timer, totalt overskudsagtigt. Alligevel kværner tankerne stadig rundt i hovedet med 180 km i timen, har vi nu styr på det hele?
Vi flyver fra København kl. 19:45 med SAS. Den første flyvetur fra København til München gik fint, i bus blev vi taxiet ud midt på landingsbanen, til det mindste lille bitte fly. Så ungerne fik deres første flyvetur (som de kan huske) med en lille og overskuelig flyver. Ungerne var mega spændte og blev extra begejstrede, da de fik en tur ud i cockpittet og hilste på kaptajnen og så alle knapperne. Skiftet i München gik hurtigt og smertefrit. Flyver nr. to var en ret stor Airbus, hvor vi blev forkælet af Etihad (flyselskabet) og vi mødte de lange flytures lyksaligheder, som fx privat skærm med underholdning- hverken Kasper eller ungerne havde lyst til at sove, når der var så mange fede film og spil.
Anton spiser pizza i københavns lufthavn
Mandag 3. oktober:
Efter 6-7 timers flyvning og udsigten over en helt fantastisk solopgang over det arabiske hav, er vi landet i Abu Dahbi. Det føltes som at få en spade i hovedet, da vi trådte ud af flyveren, for der er 25 grader varmt kl. 06:30 om morgenen og luftfugtigheden er himmelhøj. Så snart vi kom indenfor var der dog skruet helt op for airkonditionen, -så der var ca. 15 grader… hundekoldt. I hver af lufthavnene har vi været igennem det helt store sikkerhedstjek, men det er først nu, ved det tredje tjek at sikkerhedsfolkene finder ud af, at vi medbringer to sakse i vores håndbagage. Den turbanklædte vagt i Abu Dahbi, lignede bestemt ikke en man lige diskuterede med, så vi afleverede pænt vores lille neglesaks og vores lille plaster saks…. Vores bagage blev tjekket ind i København, og vi ser den åbenbart først igen i Auckland (forhåbentlig, vi krydser fingre).
I luften over Abu Dahbi
Tirsdag den 4. oktober
Efter 13 timer i endnu et fly ankommer vi til Sydney kl. 07:30 om morgenen. Da vi lander er det som om at jorden gynger, vi bliver faktisk en smule søsyge af at jorden sådan fortsætter med at vælte rundt. Vi er ved at være godt trætte af konserves luft, fly, sikkerhedstjek og lufthavne, så vi skynder os ud i den friske luft og ind i Sydney. Operahuset er rigtig flot, også tæt på. Ungerne gav sig til at rutche på selve operahuset, så vi fik lidt ballade med en opsynsmand. Ellers gik tiden med at spise fish and chips (det sidste af Antons burger blev taget ud af hans hånd af en fræk måge), vandre en tur i downtown Sydney og slappe af med doughnuts i en lækker central park, fyldt med palmer og sære fugle. Kl. 15:45 hoppede vi ombord på det fjerde og sidste fly i denne omgang, det er altså ikke længere lysten der driver værket… Niklas faldt i søvn allerede inden take off og Anton faldt i søvn midt i take off, de var begge totalt umulige at få liv i, hverken for at spytte tyggegummi ud, eller få aftensmad. De kom dog på benene, da vi landede i Auckand. Lidt spændte ventede vi på vores bagage, som vi ikke har set noget til de sidste to døgn, men helt mirakuløst har vores fire tasker åbenbart også klaret de 4 fly skift, for de kommer lige så fint på bagagebåndet. Vi kravlede som zombier gennem det sidste sikkerheds tjek, samt New Zealands biohazard sikkerhedstjek, hvor vores telt skulle undersøges nærmere. Det tog en halv times tid, før vi fik teltet igen, der var vi næsten faldet i søvn på bænkene i ankomsthallen. Det var allerede bælgmørkt, da vi hoppede ind i en taxi de få kilometer over til vores første hotel. På dette tidspunkt kunne vi uden problemer have stået op og sovet, vi var fuldstændigt ødelagte.
Anton og Kasper foran operahuset i Sidney
Under den sidste flyvetur fra Sidney til Auckland måtte ungerne overgive sig til søvnen allerede inden vi lettede.
Onsdag den 5. oktober
Vi vågnede op efter 12 timers komalignede søvn, til et ganske trøsteløst lille motel. Sådan østtysk motorvejsstil, pudset beton, ingen billeder på væggene, tremmer for vinduerne. Motellet lige op og ned af en stor indfaldsvej, hvor mægtige lastbiler susede forbi med korte mellemrum, mens larmen fra flyene i den nærliggende lufthavn næsten lyder helt hjemlige… (Ja, man vel fra Kastrup :-) ) Kirkegården overfor indbyder heller ikke ligefrem til gåture og nærmere udforskning, mens palmerne alligevel giver os et lille pust af at vi er i et fremmed land. Vi havde ingen mad og havde det mest som om vi lige var vågnet efter en to dags brandert på roskildefestival…. Ikke rart. Udenfor skinnede solen og vi fik langsomt stablet os på benene. Vi fik fat på vores lejede bil og trillede ind i Auckland city. Det der med venstrekørsel er altså ikke så let som det lyder… Vinduesviskerne kørte på fuld knald, hver gang jeg ville blinke. Der kommer nok til at gå et par dage før man vænner sig til en spejlvendt bil. Auckland city i eftermiddags mylder var mere end Kasper kunne kapere og vi endte med at flygte ud af byen, efter at have forsynet os med forskelligt nyt kluns. Til Lenas store begejstring var vi i den originale Icebreaker store, hvor vi shoppede tøj til ungerne og stak hånden op i enden på et får, for at få 40 NZ Dollar i rabat J Via vores lejede GPS fandt vi en helt fantastisk god italiensk restaurant, hvor vi nød en dejlig aftensmad. –og så var det ellers på hovedet i seng kl. 9 pm for os alle sammen.
Det sidder jo helt forkert
Torsdag den 6. oktober
Vi Skypede med farmor fra morgenstunden. Det var god griner, da vi fandt ud af at vi ringede fra fremtiden til fortiden. Når det er morgen den 6. i New Zealand, er det kun den 5. om aftenen i Danmark. Ret surrealistisk, især for ungerne. Kasper har overgivet sig til en god gang ondt i halsen. Han lider, -og ikke i stilhed. Han har feber og kan ikke synke. Vi havde egentlig tænkt os at kigge nærmere på Auckland og så lande sent i vores næste hytte, nu ændrede vi planer og drog (nogenlunde) lige til Weiwera 45 km. nord for Auckland. Vi ankom til et fantastisk subtropisk paradis, med palmer og hele balladen! Denne hytte er fantastisk, store gode værelser, et rigtigt køkken og udsigt over havet, samt palmer i baghaven. Der er tilmed indbyggede varmetæpper i sengene, det er simpelthen den optimale luksus når man er træt og føler sig kold og syg. Vi er vist ikke kommet os helt over jetlaget endnu.
Der er også almindelige ænder i New Zealand
Fredag den 7. oktober
Flader dag i fantastiske Weiwera! Weiwera er en lillebitte by, et subtropisk paradis, der ligger i en lille bugt mellem to bjerge, hvor det thermiske badeland og baren ”Woddys” er nogenlunde de eneste omdrejningspunkter i byen. Himlen er høj og blå, bjergsiderne på begge sider er tæt dækket af grønne træer, palmer, bregner og klatreplanter. Byen er fuld af palmer, ny udsprungne kirsebærtræer, klatrende blomsterkarse og agarver. Ungerne fræsede ned og byggede dæmning i det sorte sand på stranden fra morgenstunden. Resten af dagen har vi brugt i byens thermiske spa resort, hvor den koldeste pool er 32 grader varm, de øvrige pools er op til 48 grader, der er vandrutchebaner og movie pool (hvor der vises film på storskærm i poolen, totalt stilet!) Det varme vand hiver de lige op af jorden og op i de 7 store pools. Til sidst var vi fuldstændig afslappede og opløste med helt rynkede hænder og fødder. Efter en hurtig tur hjemme og spise aftensmad, var vi tilbage i det varme vand. Nu begynder det at føltes som ferie det her!
Ungerne er oppe og klatre i den vilde ur skov
Niklas ved Weiwera strand med udsigt til den lille ø i bugten.
Udsigten fra vores soveværelse i huset i Weiwera
Kasper og drengene i den store pool i Weiwera thermiske badeland, bemærk moviepoolen i baggrunden.
Lørdag den 8. oktober
Startede dagen med et optimistisk, men fejlslagent forsøg på at nå øen i bugten til fods (De lokale påstår at det kan lade sig gøre ved lavvande) Vi blev totalt våde, -og havet er desværre ikke thermisk opvarmet…. Vi blev ganske kolde. Efter et varmt bad, drog vi i bil nord på, sådan ca. 150 km til Whangunai, hvor der er 500 år gamle Kauri træer, flere flotte vandfald og grotter, der skulle indeholde ”glowworms” (ormene fandt vi aldrig). Men det var helt fantastisk at vandre rundt i skovene, der er frodige, grønne og voldsomme, rigtig urskov. Eventyret bobler i skovbunden. Man får fornemmelsen af, at der når som helst kan hoppe nisser, elvere og orker ud fra hemmelige stier. Kauri træerne var kæmpe store og mægtige, og meget imponerende. Vi sluttede aftenen af med burgere og rugby på ”Woddys”, den lokale bar. Vi nyder vores afslappende start på ferien i fulde drag.
Turens første store vandfald.
Anton og Kasper vandre hånd i hånd langs floden.
Lena og et 500 år gammelt Kauri træ
På huleudforskning uden lygter, men med masser af eventyr lyst.
Søndag den 9. oktober
Vi stod tidligt op, spiste morgen mad og pakkede bilen med alle vores ting. Dette var den sidste nat i Weiwera og vi skal have checket ud inden kl. 10.00. Vi er dog ikke helt færdige med denne lille hyggelige by endnu, så ungerne får lov til at gå til den lokale købmand, mens vi ordner færdigt og låser huset af. Derefter får vi sagt farvel og tak til vores udlejer Margreth. Ungerne venter ved købmanden og sammen går vi til den thermiske spa resort for at få os endnu en dejlig varm dukkert, inden vi kører afsted mod kiwi plantagen nær byen Katikati, hvor vores næste hytte ligger. Vejret er dejligt og ungerne hygger sig. Anton finder sig en legekammerat, der hedder Ben. Han er også næsten 9 år. Efter nogle timer i badeland, står den endnu engang på et hyggeligt besøg på Woddys og en god gang frokost. Så afsted. Vi har en tur i bilen på omkring 3 timer før vi ankommer til kiwi plantagen. Turen foregår problemfrit og vi ankommer i godt humør. Landskabet har ændret sig en smule. Der har været flere marker med kvæg. Vi er kørt igennem nogle små byer, som minder lidt om noget fra en amerikansk forstad i Texas. Der er stadig masser af palmer. Da vi nærmer vores mål kommer vi ind i områder fyldt med plantager. Der er alle omringet af høje Tjua træer, der er så tætte og velklippede at det ligeså godt kunne være en ligusterhæk. Hækkene er dog mellem 5 og 7 meter høje. Ved huset bliver vi modtaget af Christine. Hun ejer plantagen sammen med sin mand Fred. Fred er 4 generation kiwi (indfødt), mens Christine er fra Frankrig, men har boet her 30 år. Ved siden af deres hus, ligger den hytte vi har lejet i de næste 5 dage. Den er hyggelig med stue og køkken i et. Der er to værelser samt et stort bad og toilet. Efter en hurtig rundvisning hopper ungerne i spaen. Den havde de glædet sig helt vildt til. Efter lidt aftensmad står den på rugby i fjerneren. Det er all Blacks, der skal spille i dag. Efter deres krigsdans, som vi havde set frem til at se, går kampen i gang. Mens ungerne bliver lagt i seng vinder all Blacks kampen mod Argentina. Derefter går vi også til ro.
Drengene i spaen med lange rækker af nyudsprungne kiwiplanter i baggrunden.
Mandag den 10. oktober
Hurtigt op og spise nogen morgenmad. Det regner lidt hertil morgen, så familien overvejer lidt, hvad der så skal ske. Men vi skal til byen, for køleskabet er tomt, så det er det, vi lægger ud med. Inden vi kører får vi snakket lidt med Fred og Christine. De er meget flinke og mere end villige til at åbne deres hjem op for os. Christine fortæller os at New Zealand i løbet af natten er blevet ramt af 3 jordskælv. Et af dem i dette område. Hun vågnede af det i nat. Vi har nok sovet for tungt til at registrere noget som helst.Vi kører ind til Katikati, hvor vi stiller bilen og går en tur op og ned af hovedgaden. Her spiser vi også lidt frokost, og tager nogle billeder af verdens anden største rugby bold!. Der er ikke så meget andet at se i Katikati. Derfra tager vi videre til næste og noget større by Tauranga. Da vi nærmer os byen kan vi se en vulkanen Mt. Maunganui strejke sig mod himlen i det fjerne, og den kalder simpelthen på udforskning, så den må vi se lidt nærmere på. Den ligger for enden af en lang tange med bounty strande på begge sider af tangen. Vi parkerer bilen og kæmper os mod toppen af vulkanen. Vejret har ændret sig, det regner ikke mere og nu skinner solen frem en mellem skyerne. Der er dog stadig en god vind. Det er en flot tur derop og udsigten er fantastisk. Vi kan se byen langt nede under os og strande og skove langt omkring. Hvis det ikke var skyet ville vi kunne se virkelig langt. Foran os strækker the Pacific sig. Der er et stort containerskib der er gået på grund ud for Tauranga og vi kan se helikopter flyve i rutefart ud til skibet. Helt oppe på toppen finder vi vulkanens gamle udslukte krater, fyldt med palmer og krat, vi går off-pist i krattet for at undersøge det nærmere. På vejen ned møder vi en dansker dvs. han er faktisk fra New Zealand, men flyttede for mange år siden til Danmark efter en dansk pige. Han bor nu i Bagsværd, men er på besøg hos sin søster og hendes mand. Dem får vi også sagt goddag til og så går det videre mod bunden. Vel nede ser vi os om efter et sted hvor vi kan få en is, og det morer os at vi finder en eksklusiv isbar med navnet Copenhagen Cones. Der må vi have vores is. Ejeren er der desværre ikke og pigerne i biksen ser ikke ud til at forstå hvad vi snakker om, når vi siger at vi er fra Copenhagen. Yes yes have a lovely day… På vejen tilbage får vi købt lidt ind. I dag står den på hjemmelavet burgere. Den går rent ind hos ungerne. Vi når lige at få tømt bilen før regnen atter rammer kiwi plantagen og denne gang kommer der meget. Da vi alle går til ro trommer regnen stadig på taget.
Vi ser ned på byen højt højt oppe fra vulkanen
Tirsdag den 11. oktober
I dag blev der sovet længe. Kvart i 9 blev klokken før ungerne vågnede. Det har man brug for nogle gange. Det regnede ikke mere, men det var stadig overskyet og vådt udenfor. Efter morgenmaden ville ungerne gerne bare slappe af og se en film. Det har man også brug for nogle gange. Udenfor var solen begyndt at skinne, så Lena satte sig udenfor med vores laptop, mens resten af familien så Narnia. Bagefter hoppede ungerne i spaen og Kasper gik udenfor til Lena. Mens ungerne legede blev mere af ferien tilrettelagt. Så stod den på frokost. Uhmm. -Og lidt kiks blev det også til. Så skulle Kasper lige ligge lidt i Antons seng. Der blev han liggende. Lena gik i gang med aftensmaden, så den ville være klar, mens ungerne blev sat til at lave lektier.
Ungerne ligger og skriver i sengen
Onsdag den 12. oktober
Udflugts dag! Vi tog af sted på en to timers bil tur syd på til Rotaura, gennem svungne smaradgrønne marker fyldt med kvæg. Vi kæmpede for at nå ned og se Lady knox geyseren, der springer på kommando (de hælder sæbe i den) kl. 10:15 hver dag. Vi nåede den 10:30, hvor den stadig sprang, men ikke var særlig imponerende. Det var området omkring den derimod! Vi gik rundt i Txxxxx thermisk e park i over 3 timer, hvor vi så kratere, kogende søer (campagne poolen) og fantastiske smukke søer i alle regnbuens farver, de stærke farver kommer af vulkaniske mineraler og syre. Selv stien vi gik på kogte flere steder. Vi var især begejstret for en sej syre grøn sø, der hedder djævlens badekar og en helt fantastisk kogende muddersø, hvor mudderet stod op i kaskader, hver gang en bobel brast. Vejret var ikke rigtigt med os, så vi var ved at være godt våde, da vi kom tilbage til bilen. Vi tog en hurtig beslutning, om at hoppe en tur i en af de thermisk opvarmede badelande, så vi kunne lege og slappe af. Badelandet lå ude på landet, midt på en stejl skrænt, hvor det kogende vand fra undergrunden blev ledt rundt i aquadukter til de forskellige pools. Udsigten over dalen var fantastisk og de forskellige pools var omgivet med smukke sten og planter. Sådan nogen varme udendørs pools, er simpelthen den optimale lækre luxus. Om aftenen gik turen til en rigtig turistattraktion: en Mauri landsby der lå ude i regnskoven. Vi blev kørt derud i bus, sammen med adskillige andre af mange forskellige nationaliteter. I bussen blev vi instrueret i velkomstritualet og hørt om hvordan maurierne kom til New Zealand fra polynesien i kanoer, længe før den hvide mand kom til landet. Mørket var faldet på da vi kom til landsbyen og vi blev mødt af udklædte og stærkt tattoverede maurier, der udførte velkomst ritualet og tog os med ind i landsbyen. Der fik vi en rundtur i en original Maurilandsby, med arbejdende værksteder, tændte bål og fakler, sang og dans. Vi blev budt indenfor i deres store Marae (tempel/ mødehus) hvor der var mauri underholdning med sang og dans og historiefortælling. Til sidst fik vi masser af fantastisk mad, der alt sammen var tilberedt i jordovne (Hangi) kl. blev 0030 før vi kom hjem til Kiwiplantagen og vores dejlige senge. Begge unger sov dog dybt allerede i bilen.
Jorden koger under os
Modtagelsen i Mauri landsbyen
Torsdag den 13. oktober
Sov vi lææænge, godt brugte efter den lange dag i går. Vi havde fået friske landæg af vores søde værtspar Fred og Christine, så vi lavede dejlig stor morgenmad, med pølser, scrambelt æg, blødkogte æg og hele balladen. Så fik vi den store rundvisning på farmen af Fred. De har 5 hkt. med økologiske kiwiplanter, vi fik en masse at vide om driften og om livet i New Zealand i det hele taget , rigtigt hyggeligt og spændende. Om eftermiddagen tog vi en tur op på Coromandel halvøen til Hot Water Beach. En strand, hvor den thermiske aktivitet gør at man kan finde varmt vand ganske tæt på jordoverfladen. Vi havde lånt en spade, så vi var klar til at grave os ned til det varme vand på stranden. Det blev nu slet ikke nødvendigt, vi fandt et hot spot på stranden, hvor selve sand overfladen, var så varm at vi ikke kunne holde ud at stå på den. Det kogende vand boblede op gennem små kanaler i sandet. Det føltes lidt sjovt at stå med fødderne på kogende sand, der blev lindret af ret kolde bølger der taktfast flød ind over stranden og vores tæer. Ungerne nød den fantastisk lækre strand, de legede og gravede dæmninger. Da tidevandet kom ind, kom det med de vildeste kæmpe store rullende pacific bølger. Smukt og dødsensfarligt surferfarvand. Aftenen gik med oprydning og nedpakning, det er helt trist at skulle forlade den hyggelige lille hytte, der næsten af blevet som et hjem for os på de 5 dage, ikke mindst pga. den fantastiske interesse og varme vi er blevet mødt med her hos Fred og Christine. De er simpelthen så søde og hjælpsomme.
Kasper og Fred i kiwiplantagen
Unger graver et spabad på hot beach, selv om det er begyndt at regne lidt.
Fredag den 14. oktober
Så er vi ”on the road” igen, vi forlod kiwifarmen i mørket og kørte mod Auckland kl. 06:00 om morgenen, kl. 08:00 afleverede vi vores lille Nissan i Auckland, efter en lille snak med en meget flink new zealansk betjent, der mente at vi kørte lige hurtigt nok, han lod os dog slippe uden yderligere repressalier, mod at vi lovede at køre lidt langsommere fremover. kl. 09:15 kørte vores bus syd på, efter vi gennemlevede en smule panik, mens vi forsøgte at hitte ud af hvorhenne og hvordan bus systemet lige virker i NZ. Igen blev vi mødt med stor hjælpsomhed af de fantastiske Kiwier, bil udlejnings selsskabet kørte os til busstoppestedet og en flink dame, der havde fulgt sin mand og søn til bussen, forklarede os hvordan det virker, hun blev desuden, så hun var sikker på vi kom ordentligt af sted J Dejlige mennesker. Busturen varer 6 timer, med indlagte pauser (der er ikke toilet i bussen). Når vi kommer frem håber vi at Simon henter os ved bussen i Ohakune og tager os med til kanofirmaets base.
Simon var der ikke til at samle os op, men heldigvis boede de lige rundt om hjørnet fra hvor vi kom af bussen. De havde et værelse klar til os, hvor vi fik smidt vores ting og så var det ud i byen og købe ind til kano turen. Vi har fået fundet noget af det varme tøj frem, for Ohakune er en skisportsby der ligger oppe i bjergende, -og det kan mærkes på temperaturen. Nede i byen så vi flere, der kom ned fra pisterne med fuldt skiudstyr og ski eller snowboard over skulderen. Da vi kom tilbage fik vi store blå vandtætte tønder op på værelset så vi kunne pakke om, selvom vi fik besked på at Whanganui floden var oversvømmet pga. den sidste uges regn, så det var ikke sikkert at vi kunne komme afsted imorgen. Men vi må jo bare vente og se hvad der sker imorgen. Vi var meget trætte, så alle sov godt den nat.
Lørdag den 15. oktober
Vi måtte tidligt op, for Simon vil tidligt afsted. Floden var faldet lidt og vejrudsigten for den kommende uge var fin, så Simon mente godt vi kunne komme på floden i dag. Ungerne fik lidt morgen mad, mens vi fik slæbt tønderne ned til bilen, der skulle køre os ud til vores drop up sight. Og alle fik et bad. Der kan gå 5 dage før vores næste. Der er en times kørsel fra Ohakune til tamaranui, hvor vi skulle sættes på floden. Kort før vi kom frem peger Simon ud af vinduet og ned på en meget bred og oprørt flod, hvor vandet er helt hvidt af oppisket skum og fortæller os, at det er den flod vi er på vej ud på. Da vi kom frem fik vi kanonerne i vandet. På med redningsvestene og så var vi klar. Ungerne kunne næsten ikke vente, selvom floden var ret stor og meget brusende når man sådan kom helt tæt på. Floden er kæmpemæssig, Gudenåen kan godt gå hjem og lægge sig. Floden er ca. 30 meter bred, der hvor vi bliver sat i. Afsted kom vi, i en flyvende fart. Der var meget tryk på strømmen, fordi floden stadig var oppe efter den foregående uges regn, men vi skulle ikke så langt før vi ville komme til vores første camp-site, hvor vi skulle overnatte. Det skulle være en tur på ca. to-tre timer. Halvanden time senere nåede vi vores site. Det dukkede pludselig op, modsat der hvor vi befandt os og vi nåede ikke ind til bredden. Vi forsøgte at vende om, men strømmen er meget hård og det er helt umuligt at arbejde sig tilbage til sitet. Det gør os en smule urolige. Vi må fortsætte yderligere 17 km. til den næste camp-site. Vi skal bare komme ind på den site!. For der er ingen steder hvor man ellers kan søge ind til breden og slå et telt op. Overalt omkring os er der stejle klippeskråninger og tæt tæt urskov. Inden vi når den næste camp-site, skal vi forbi en stor biflod, der rammer vores flod som et stort vandfald. Lena og Niklas kommer forkert ind i strømmen og får en ordentlig vippetur og en hel del vand i kanoen. Vandet i bunden af kanoen når op over Lenas vandrestøvler, men bliver hurtigt tømt ud med den medfølgende øse. Lidt rystede, men ved godt mod, fortsætter vi mod sitet. Da den kommer, er vi godt forberedte og lægger os i den rigtige side i god tid. Alligevel er vi lige ved at flyde forbi den. Med næb og klør får vi holdt fast i græsset i kanten. Lige ud for sitet er der en rapid med stærk strøm og bølger. Vi tør ikke nøjes med at tøjre kanoerne, så efter vi har tømt dem, slæber vi dem helt op på kanten af camp-sitet, 4-5 meter over vandet. Så er vi da sikre på, at vi stadig har dem imorgen tidlig, for der er ikke andre veje væk, end vandvejen. På sitet, der ligger midt på en stejl skråning omgivet af tæt palme og bregne bush, er der to muldtoiletter og et shelter til madlavning og rent vand, der flitreres fra shelterets tag. Vi får slået teltet op og skal til at lave mad. Det kommer til at tage rigtig lang tid før vi får spist. Fra Danmark fra vi medbragt vores sprit trangia, fordi vi regnede med at det ville være lettere at finde sprit, end gas i NZ. Sprit kendte de ikke, så vi havde fået købt noget ”Fuelite” som vi fik anbefalet, da vi forklarede formålet, det viste sig at være ganske svært at få til at brænde, og da det endeligt brændte var det med en fed kulsort røg og alt vores kogegrej fik også en sort fedtet overflade der sad i store flager. Ikke noget stort hit. Det begynder også at regne og det varer ved det meste af natten.
Vores første camp-site på den rivende flod
Søndag den 16. oktober
Alt er rigtig vådt om morgenen. Lena og jeg har ikke fået sovet så meget. Vi er lidt i tvivl om det er forsvarligt at fortsætte, men selvom det har regnet hele natten er vandstanden faldet en smule. Der er 4 km. til det sidste sted hvor vi kan komme af floden, inden der kommer 100 km. gennem nationalpark uden nogen veje. Derfra skal vi enten gennemføre hele turen eller evakueres med helikopter eller jetboat. Vi beslutter os for at fortsætte, men vil tage en lang tur i dag og komme frem til et site hvor der er en hytte med gas til madlavning, så vi slipper for at fedte mere med vores mislykkede trangia. Det vil så betyde, at vi kommer til at forkorte turen med en dag, men hellere bruge tiden på vandet end at sejle to timer og så være hele dagen på et site på 60 m2. Det bliver en helt fantastisk tur frem til John Cuul hytten. Det kan næsten ikke beskrives hvor smukt her er. Floden skærer sig vej gennem bjergene i en dyb kløft. Bjergerne til begge sider er høje,stejle og fyldt med urskov og større og mindre vandfald med jævne mellemrum. Vi er til og med i dag kommet forbi til 324 vandfald. Det er Niklas der har tal på dem. Jeg har sejlet med Anton, hvor vi har jagtet de steder i vandet hvor der var mest strøm, så vi kunne få så meget fart på som muligt. Da vi kommer frem til sitet bliver vi hjertlig modtaget af to Mauri kvinder (Olive og Mariana) der holder styr på stedet. De er utroligt flinke og hjælpsomme. Vi har egentlig booket til dagen efter, men det er ikke noget problem, som mauri kvinderne siger, så er vi her fordi det er meningen, at vi skal være her. Det er en stor hytte med plads til 24 sovende, gang i brændeovnen, højt loftet og ingen el eller andre overflødigheder. Hytten ligger midt i bushen, der er slet ikke ryddet omkring den, bort set fra et ganske lille område, hvor der er plads til nogen få telte. Hytten ligger på bjergskåningen, så man færdes på træbroer mellem floden, hytten og (muld)toiletterne. Olive, den ældste af Maori kvinderne er 71 år og er tattoveret i ansigtet på traditionel vis. Begge kvinder er rigtig søde og fortæller os gamle mauri legender om området. Det viser sig at der ud over os, kun er fire andre på hele det 150 km lange stykke af floden som vi skal sejle på. Det er fire amerikanske studerende som vi møder på dette site, de sover også i hytten, så de vil nok få sig en overraskelse i nat, når Lena og Kasper sætter snorke apparatet i gang. Mauri kvinderne fortæller at for to dage siden, blev en gymnasieklasse evakueret fra denne hytte, fordi det var uforsvarligt at padle videre. Det får os igen til at overveje situationen, men der er jo kun een vej, og det er fremad. I aften skal vi have hotdogs til forret. Spagetti med kødsovs til hovedret og chokolade kage til dessert. Det er ikke noget man får hver dag in the bush. Vi har fået taget så mange fantastiske billeder i dag af den storslåede natur. Det er en tur man ikke glemmer. Klik på nedenstående link for at se et klip fra vores tur på floden.
http://www.youtube.com/watch?v=l6PXnsggR0k
Drengene holder kanoerne tæt sammen på et roligt stykke af floden, så vi alle kan få en chokoladepause.
Mandag den 17. oktober
Vi har alle sovet godt og efter en portion havregrød er alle klar til at få pakket ned, så vi kan komme videre på floden. Da kanonerne er pakket siger vi farvel til mauri kvinderne. De har været utrolig glade for at have os på besøg. De fortæller at de har været ned og snakke med floden, for at bede den føre os sikkert videre. Inden vi tager afsked forære de os nogen magiske healende sorte sten, som der kun findes i denne flod. De fortæller, at det er stenene der vælger os. Da vi sejler af sted langs flodens bred, synger den ældste af kvinderne en maorisang til os. Og lidt efter synger den anden kvinde også en sang til os oppe fra hytten. Det er meget hyggeligt og rørende. Igen sejler vi ned af denne fantastiske flod. Vi beslutter os for at holde frokost ved tracket der fører til "brigde to nowhere". Det er en bro som nybyggerne byggede kort efter første verdenskrig, da regeringen skænkede de hjemvendte krigsveteraner jordstykker i området, de fandt dog ret hurtigt ud af at det var helt umuligt at tæmme skrænterne og regnskoven, så stedet blev forladt. Nu står broen tilbage, midt i vildnisset uden at føre nogen steder hen, som et monoment over naturens overlegenhed. Efter frokosten drager vi afsted for at finde broen. Der er 40 min. vandre tur op ad bjergskråningen. Det er endnu en fantastisk tur. Der hvor broen er bygget er der utroligt smukt. Helt fantastisk. Der bliver selvfølgelig taget masser af billeder og talt om hvordan broen endte der og hvad der mon senere skete med de mennesker som forsøgte at bosætte sig her. Vel tilbage i kanoerne (som stadig var der, selvom de her var bundet fast) padler vi videre til vores sidste camp site. Det er også et gammelt mauri sted med en stor åben græsplæne og en marae. Vi bliver modtaget af Jay, en stille og rolig afslappet maori, der lever af at fange possoms (som er skadedyr i NZ). Kanoerne bliver hurtigt tømt og mens ungerne leger, får vi os en snak med Jay. De fire amerikanere dukker også op. Vi havde givet dem baghjul på floden. Mens Lena og Kasper laver aftensmad har Jay sat en film på ovre i mauri maraen (templet), hvor ungerne så ligger og ser Ringenes Herre 1 på projekter. Ret stilet, her ude midt i bushen, hvor der ellers ikke er strøm, men Jay har udstyret i orden, så en kompressor står ude i skoven og brummer. Det er nok heller ikke alle og enhver der har ligget og set film på et af maoriernes hellige steder. Efter aftensmaden går Kasper med ungerne over og ser resten af filmen. Lena sidder sammen med Jay og amrikanerne og fortæller og lytter til røverhistorier foran den buldrende brændeovn i den ene hytte. Pludselig banker en possom på ruden og det viser sig at Jay har et blødt punkt, nogen af de possums han fanger, slår han ikke ihjel, istedet gør han dem tamme og har dem mere eller mindre som kæledyr. Denne possum render rundt i buchen hele dagen og er så er vant til at komme om aftenen og få noget at spise. Jay fløjter på den og den hopper straks op til ham og bliver båret ind i varmen. Den sætter sig nede under brændeovnen og spiser en gulerod. Det er et utroligt nuttet dyr, det er svært at forstå at det er sådan et farligt skadedyr. Den lille possum kommer også en tur op på skødet af Lena og bliver håndfodret. Det bliver lidt sent før vi alle går til ro. Endnu en dejlig dag.
Maraeen (helligt hus) på Teike hut site
Lena og den tamme possum i hytten på Teike
Familien på "brigde to nowhere"
Vi padler på den kæmpemæssige flod
Niklas og Lena på floden med regnskoven i baggrunden
Tirsdag den 18. oktober
Så står den igen på havregrød. Lena har allerede fået lidt, for hun fik resten af Jays. Det har regnet hele natten, men nu er vejret dejligt. Så er det igen tid til at pakke kanonerne til endnu et dejligt sted langs floden. Vi får lidt gode råd med på vejen af Jay, så vi ved hvad der venter os længere nede af floden. Amerikanerne er taget af sted, men mon ikke vi henter dem på vejen igen. Den første del af turen forløber roligt, floden breder sig ud og bliver et stort blankt spejl. Der er ikke så meget strøm og vi får for første gang virkelig lov til at arbejde for kilometrene. Det ændrer sig dog og vi får nogle rigtig gode ture gennem flere store vilde strømme med store bølger der fylder hele floden i breden. Ungerne elsker det. Ganske rigtig så fanger vi amerikanerne og endnu engang får de baghjul. Da vi endelig kommer til Pipiriki, hvor vi skal hentes, har vi tilbagelagt 136 km på floden. Vi har talt alle vandfaldene på hele turen, det blev til 639 i alt, store og små, men alle fantastisk flotte og maleriske. Vi bliver hentet af James fra Canoe Safaries og kørt tilbage til Ohakune, hvor vi har lejet et rum for natten, inden vi skal videre sydpå dagen efter. Vi kommer hurtigt indenfor og så står den på bad til alle. Meget tiltrængt. Der er også noget tøj der skal vaskes, så vi kan starte op på en frisk i morgen, klar til nye eventyr. Da vi er rene og lækre og har sat en tøjvask over, går vi en tur op i byen. Vi har lovet ungerne at de må få burgere til aftensmad og der skulle være et sted i byen, hvor de laver nogle gode burgere. Vi fandt stedet og den lange række af store beskidte gummirøjsere udenfor døren, fortæller os at det er et sted hvor de lokale kommer. Kasper fik en af deres gigantiske burgere, ungerne foretrak chicken nuggets og Lena fik lammeskank, uhm. Dejligt at være tilbage i civilisationen efter en helt fantastisk tur i ødemarken.
Onsdag den 19. oktober
Så står den på endnu en rejse dag. Vi kommer op og skal være ude af værelset kl. 10, og inden da skal vi have pakket vores rygsække færdige med det rene tøj og alt det andet vi har haft med i tønderne. Vores bus kører først kl. 15:30, det er dagens eneste bus. Vi går en lang dejlig tur i Ohakune, vejret er dejligt, så udsigten til mt. Ruahu er helt fantastisk. Vi spiser frokost på Mountain rock, top nice lokalt sted, godt og ret billigt. Fra den lokale I-site, får vi klaret bookinger til transport helt til Nelson og overnatningen i Wellington, hvordan vi skal bo når vi kommer til Nelson, har vi stadig ikke på plads, men vi hitter nok ud af noget når vi når frem. Vores besøg i Wellington, New Zealands hovedstad, bliver super kort, vi lander med bussen kl. 20:30 og skal afsted med færgen tidligt imorgenen, for at nå dagens eneste bus fra Picton til Nelson. Det er åbenbart den New Zealandske definition af offentlig transport, én daglig forbindelse, så må man bare få det til at passe. Vi slutter dagen med 5 timers bustur fra Ohakune til Wellington, som ungerne klare i stiv arm. Da vi kommer frem og finder vores backpacker hostel lige over gaden, går vi hurtigt i seng, efter en hurtig aftensmad på Mac’en (de putter også rødbeder i mac burgerne, til Lenas fornøjelse og Kaspers fortrydelse)
Torsdag den 20. oktober 2011
Tidligt op og tjekke ud, for vi skulle tjekke ind til færgen kl. 07:00. Færgen sejler kl. 08:15 og varer ca. 3 timer. Vi spiser dejlig morgenmad på færgen. Ungerne spiller DS til den store guldmedalje. Kasper og Lena tager en lille lur på færgens bløde lædersofaer. I Picton venter der en bustur på yderligere et par timer før vi når Nelson og skal forsøge at finde et sted at sove. Bus turen var en oplevelse for sig selv. Selvom det er en ordinær rutebil, starter chaufføren med at præsentere sig: "Hello folks, my name is Lou" og han fortæller om vejens beskaffenhed og området vi kører igennem hele vejen til Nelson. Turen går gennem mill efter mill af vinmarker i snorlige rækker, op over bjerge og langs med strande og muslingebyer. Da vi ankommer til Nelson er vores første mission at finde et overnatningssted. Vi finder det lokale I-site og regner med at det er en let sag, der hurtigt er ordnet. Det endte med at tage os tre timer at finde en hytte i Nelson, med begyndende panik til følge, faktisk lykkes det os først efter at I-sitet var lukket og havde hældt os ud…. –og det lykkes kun, fordi der var nogen der havde fået et afbud. Det viste sig nemlig at det er skoleferie, plus labourday på mandag, og at Nelson er sådan et sted, hvor Kiwierne valfarter til i ferierne, derfor er alle hytter og moteller fuldt booket. Men det lykkes os altså at finde endnu en fantastisk cottage J Beliggende 5 km fra centrum og lige ud til havet, med 3 soveværelser, stor stue, køkken, balkon/ terrasse, alle værelser og balkonen har den mest fantastiske udsigt over bugten, med sne toppede bjerge i baggrunden. Haven er fyldt med krydderurter og citrus træer, der bugner af frugter. Endnu engang blev vi mødt med kiwi venlighed og blev hentet inde i Nelson af vores super søde udlejer. Han har desuden tilbudt os at passe på vores overskydende bagage, mens vi er på Abel Tasman tracket. Samt iøvrigt stillet sig til rådighed, hvis vi har brug for hjælp eller assistance. Fantastisk venligt og hjælpsomt folkefærd. Det er dejligt at se frem til nogen dage med ”weekend” inden vi starter næste tur i vildmarken på mandag. Aftensmaden blev fra naboshoppen, CJ’s takeaway, som fører alt indenfor friturestegt seafood, hurtigt og lækkert.
Fredag den 21. oktober 2011
Vi sov lææænge, dejligt. En skøn fridag, hvor vi har været i huset hele dagen, pånær når vi har været nede på stranden og soppe og smide sten i vandet. Vi har plukket modne appelsiner og grape i haven, de smager fantastisk! Ungerne har fået lavet en masse lektier og vi har grillet på balkonen og nydt varmen. Det har været høj blå himmel og pænt over 20 grader, så den har stået på shorts og t-shirt hele dagen. Til ungernes store glæde er der et lille lokalt supermarked lige ved siden af, så tæt på at de får lov selv at rende over og købe slik for deres lommepenge.
Den lille lokale købmand og slikpusher i Atawhai
Balkonen med udsigt over havet og bjergene
Lørdag den 22. oktober 2011
Vi har slappet af, og været inde i byen for at proviantere til turen. Vi har fundet gas, så vi slipper for Trangiaens sorte sod. Der er masser af forskelligt frysetørret mad, men vi vælger nogen (tror vi) sikre klassikere Bøf stroganoff, spagetti Boulognes og roasted chicken. Vi har besluttet os for at lave mad på forhånd til den første aften, så forsyningerne skulle være nogenlunde sikre. Efter 5 timer inde i byen nedlægger Kasper og ungerne veto og vil hjem. Vel tilbage i huset griller vi bøffer og grøntsager på gas grillen på balkonen og spiser i solen med udsigt over vandet. Rendyrket velvære.
Søndag den 23. oktober
Lektiedag og opbruds dag, vi skal tidligt afsted i morgen, så alt skal være pakket, gjort rent og klart. Alle støvler bliver pudset grundigt. Kaspers støvler er godt nok ved at give fuldstændigt op, men de får alligevel en tur. Vi har fået lov til at efterlade noget bagage i huset, forhåbentligt kan vi så leje det igen for en enkelt nat, når vi kommer tilbage. Ungerne leger i haven og er for sidste gang ovre i det lille lokale supermarked og tanke op med slik inden turen. De elsker at de selv må rende derover. Senere i aften skal vi ind til byen, for der er finale i verdensmesterskabet i rugby mellem all blacks og Frankrig. Den vil blive vist på stor skærm i byens centrum i en særlig fanzone og vi skal selvfølgelig deltage. Da alt er gjort klart tager vi støvlerne på og går ind til byen. En lille tur på 5 km. Vi spiser aftensmad på en bar på vej mod centrum. Der er selvfølgelig sat storskærm op, der viser optakten. Der sidder en kvinde og spiller guitar, så vi beslutter os for at sidde udenfor i gårdhaven. Der er god stemning i baren for alle er klar til den store kamp. Vi bestiller beef nachos til hele familien. Ungerne synes det smager godt og guffer løs indtil chilien sætter ind og så blev colaen hurtigt drukket. Derfra går vi videre indtil pladsen hvor storskærmen er sat op. Der er fyldt med glade og forventningsfulde mennesker og stemningen er god. Ungerne vil gerne males i hovedet med sort og hvid, så alle kan se at vi hepper på all blacks. Vi finder en sød kvinde som er frivillig og hun vil gerne hjælpe med det projekt. Desværre kan vi ikke finde noget maling, så vi finder i stedet en god plads, hvor vi kan se skærmen. Lige inden spillerne går på, kommer kvinden hen til os. Hun har fundet noget sort og hvid maling, så ungerne kan blive malet. Igen et meget venligt menneske i dette land. Så starter kampen og All blacks udfører deres haka til stor glæde for alle. Spændingen er i top. Inden første halvleg er forbi er Niklas blevet lidt træt og vi beslutter at skynde os hjem, så vi kan se anden halvleg i huset. En venlig betjent fortæller os, hvor vi kan få en taxa og så er det bare hjemad. I huset bliver der hurtigt tændt for skærmen og anden halvleg skal til at starte. Det ender med en sejr til all blacks, så nu fester hele New Zealand. Vi skal i seng for klokken er blevet mange og vi skal sejle tidligt imorgen.
Det var nødvendigt at komme op på skuldrene for at kunne se stor skærmen.
Der var masser af mennesker i fanzonen for at se All blacks vinde finalen i rugby.
Mandag den 24. oktober
Vi er tidligt oppe og ringer til en taxa. Vi skal afsted inde fra havnen i Nelson kl. 08 og bestiller taxa til kl. 7.15. Der kommer en taxa, men hun kan ikke have alt bagagen med, så hun bestiller en større til os. Den ser dog ikke ud til at komme og tiden går. Vi ringer til selskabet og de siger at de ikke kan skaffe nogen lige nu. Så vi beder dem sende to små vogne. Tiden går igen og vi ender med at ringe til båden og fortælle dem om situationen. Kasper har en puls på 220. Så dukker der endelig en enkel lille taxa op. Han tjekker om der er en anden på vej. Det er der ikke. Så vi klemmer alt ned i hans vogn, og så afsted til båden. Vi ankommer få minutter i 8 og alt er helt fint. Vi bliver modtaget med store smil af folkene på båden. Der er en times sejlads før vi kommer til Abel Tasman national park. Der er kun os, to piger og to fra bådfirmaet med på turen. Mens vi sejler nyder vi den flotte udsigt fra båden, havet er krystalklart og super blåt, i det fjerne rejser bjergkæder med sne på toppene sig mod himmelen. Vejret er dejligt. Lige pludselig kommer en stor flok delfiner svømmende lige mod os med stor fart. Båden bliver vendt og sejler med flokken. Vi kan næsten røre dem, så tæt på er de. De hopper op af vandet til stor fornøjelse for alle. To delfiner kaster sig op i luften over og under hinanden og Lena fanger det på billede. En medarbejder for bådselskabet får os til at love, at vi sender en kopi af billedet til dem. De er godt nok store de delfiner, når man er tæt på. Det kan desværre ikke vare ved, så båden bliver vendt og vi fortsætter på rette kurs. Delfinerne følger os på vej og leger i bådens bovbølge. En intens oplevelse. Da vi bliver sat af på en øde strand, tilbyder de at sejle ungernes rygsække videre til den strand hvor vi skal overnatte. Meget smart, så vi siger ja tak. De syntes vist at det er lidt synd for os (og lidt utjekket) at vi er så tungt lastet. Vi spiser frokost på stranden. Så må vi have taskerne på ryggen og så afsted. Da vi er kommet væk fra stranden, bevæger vi os op og ned af stier der bugter sig gennem tæt regnskovs lignende skov, fyldt med bregner, palmer og lianer. De rigtig hyggeligt. Mens vi går, leder vi efter nogle gode vandre stave. Foran har vi os en tur på ca. 13 km. Nogle gange går stiene på siden af bjergene med udsigt ud over havet. Det er en dejlig og ret hård tur. Efter flere timer komme vi frem til den strand hvor vi skal slå lejr for natten. Den hedder Te Pukatea bay. Her slå vi teltet op mens ungerne leger på stranden. De er ikke til at rive væk fra stranden, hvilket er meget forståeligt, for den er virkelig fantastisk. Det er en rigtig bounty strand. Vi bor i en lille lagune med bred sandstrand, krystalblåt vand og dramatiske klipper ud imod havet. Til aftensmad står den på spagetti med kødsovs, som vi havde lavet dagen før. Når det bliver mørkt går vi alle til ro.
Delfinerne dansede, da vi blev sejlet fra Nelson til startstedet.
Tracket med tæt regnskov på begge sider.
Udsigten fra en af de sadler vi måtte kravler over, nogen steder måtte vi 200-300 m op, før det atter gik nedad.
Vores lejr lå lige inde i skoven, ud til stranden. Niklas vasker sig i vores eneste vandforsyning.
Drengene legede ved den fantastiske paradis strand resten af dagen.
Tirsdag den 25. oktober
Vågnede tidligt i teltet og hyggede J Fik pakket alt sammen og var klar til at gå, selvom ben og ryg brokkede sig lidt efter gårsdagens og nattens hårdhændende behandling. Vejret er blændende smukt, høj blå himmel og lækkert lunt. Vi får taskerne på og vandre over den første sadel til vi når en hytte, hvor vi kan fylde op med drikke vand (alt vand skal ellers koges i 3 min eller behandles kemisk). Vi har en ret lang strækning foran os i dag, og vi må nok konstatere, at vi har medbragt rigeligt, selvom vi syntes at vi har udvalgt udstyret nøje. Ved hytten forklare nogen flinke mennesker os at det er fuldt ud muligt og meget brugt at sende bagage med vandtaxierne. Kort efter kommer der en vandtaxi, og vi får igen fragtet ungernes tasker til den næste campsite. Inden den tager afsted, får vi hurtigt fyldt nogen af de tungere ting fra vores tasker oveni ungernes tasker, så vi også kan slippe lidt lettere. Og så er det ellers afsted. Vi vandre i knap 5 timer gennem tæt grøn regnskov, over en stor tidevandsovergang, med et par små floder på midten og over en 47 meter hængebro over en stor flod langt nede (der måtte kun være 4 personer på den af gangen, uhh) Helt utroligt smukt landskab og alle steder er disse brede paradis strande, med helt klart krystalblåt vand. Vi ankommer i pæn tid til hytten Bark Bay hut, som er rigtig hyggelig. Det er totalt off season, så der er ikke særlig mange andre i hytten, men vi møder da en New Zealandsk familie på 5, som er lige så tossede som os, og også har slæbt deres unger ud i vildnisset. Vi sopper og bygger på stranden, kommer tilbage til hytten og bader (meget tiltrængt) i en fantastisk udendørs bregne beklædt brusekabine, hvor der selvfølgelig kun er en temperatur vand = bidende kold. Den frysetørrede mad smager ret godt efter sådan en dag i det fri. Hytten er udstyret med to sovesale, hver med to mega tribel (faktisk 7 dobbelte) køjesenge, så vi får kommet hinanden ved…
Niklas på tracket med alle sine pinde
En af de længste hængebroer på Abel Tasman tracket, den er 47 meter og kan kun bære 4 personer af gangen.
Dagens tidevands overgang
Flere steder vandrede vi på de flotte brede strande.
Onsdag den 26. oktober
Tidligt op og af sted, vores tasker er blevet lidt lettere, nu hvor vi har fået spist en god del af maden. Så denne gang tager vi alle vores læs selv, selvom det bliver endnu en lang tur, ca. 15 km. Ungerne er ret stolte og friske på det hele. Turen går igen gennem regnskov og op og ned af stejle skovstier. Hver højderyg er på op imod 200m over havet og så helt ned til stranden ind imellem, det kan godt mærkes i lårbasserne. Men nu begynder kroppen at have vænnet sig til det, så det går noget lettere i dag. Vi vandre over et stort tidevandsområde, som kun kan passeres ved lavvande og må af med støvlerne og vade over floden der slynger i midten, selv ved lavvande. Da vi senere kommer til endnu en tidevands strækning, gør vi os stor umage, for at finde en vej, så vi slipper for at smide støvlerne igen, det lykkes næsten… Lige før vi igen rammer tracket, er der endnu en flod, der spærre os vejen. Kasper viser sig som en virkelig gentleman og bærer Lena, drengene og bagagen over på bare tæer og i vand til knæene. Derefter fortsætter tracket op i regnskoven. 6 timer tager det os at nå den næste campsite, som også er en hytte Awaroa hut. klokken er ved at være mange, så vi har travlt med at få lavet mad og gjort klart til natten, vi får talt lidt med et par, som vi også mødte i den anden hytte. Anton og Niklas har gjort det super godt i dag, de er bare så seje.
Ungerne med deres rygsække, de var pave stolte, selvom det også var hårdt
Og så kom regnen, det var så varmt at vi blev lige våde indefra som udefra.
Anton og Niklas midt i vildnisset på en bro over en bred flod
Niklas med fuld oppakning i regnen.
Torsdag den 27. oktober
Den hytte vi sover i ligger lige ud til en stor lagune, som er en tidevandslangune, som vi skal over som det første i dag. Desværre for os, er tidevandet ude meget tidligt om morgen, længe før vi vågnede i hvert fald. Og ellers forsvinder tidevandet først igen kl. 16:15, det bør dog være muligt at passere 1½ time før. Dagen er lidt lang, vi er lukket helt inde af vandet og der er en del sandfluer, så vi er en del indenfor. Ungerne ligger og slanger sig, og ser Avatar på vores medbragte PC og fortæller hinanden lange indviklede historier. Lena sidder mest ude på verandaen og nyder solen og hyggesludre med de få andre vandrende og opsynsmanden. Opsynsmanden fortæller grumme historier om folk der ikke kunne vente på tidevandet og derfor kom i farlige situationer og blev meget våde. Han fortæller også at vi bare skal slappe af og vente roligt, vi kan se at der efterhånden har samlet sig en mindre flok, der venter over på den anden side. Han oplyser os med et lunt smil at "dem derovre går altid først, derovre er der nemlig endnu flere sandfluer". Vi kommer over uden støvler og uden at blive (særlig) våde. For første gang har vi mødt sandfluer i større mængder, og de er slet ikke vores kop the. De går konsekvent efter Kasper og Niklas, der allerede er godt bidt på benene. De efterlader små røde hævelser, væsentlig mindre end myggestik, men de klør mindst lige så djævelsk. Da vi er kommet så sent afsted, bliver det ikke en så lang vandre dag. Vi ankommer til en kæmpe stor og fuldstændig øde campingplads og slå os ned der. Igen spurter ungerne direkte ned til havet, hvor de leger, kun afbrudt af korte pauser, når der er mad. Livet er skønt!
Fredag den 28. oktober
Vågner op i teltet på Totorua campsite, vi har heldigvis valgt at sove alle fire inde i vores dejlige tremands telts indertelt. Inderteltet er helt frit for dyr, men lige udenfor i yderteltet svirrer det med kæmpe myg og bidefluer (sandfluer), vi bliver liggende i de lune og dejlige soveposer og snakker og læser højt lige til vi må op for at tisse og spise. Udgangen fra teltet forgår nøje planlagt, så vi så vidt muligt undgår diverse blodsugende bæster. Der er alligevel læææænge til vi bliver hentet af vores seashuttle kl. 14:15, alt bliver pakket ned og vi sætter os ned til stranden for at lave morgenmad. Ungerne styrter lige ud til havet og leger på den store skønne strand. ------- Da vi endelig bliver hentet, får vi igen en helt fantastisk tur tilbage mod Nelson. Vi sejler hele den tur vi har gået, ned langs kysten. Det er sjovt at se det hele udefra. Vi gør holdt ved et sælreservat, hvor vi kan se sælerne ligge og sole sig på stenene. Vel tilbage i Nelson, er der endelig mobildækning, så vi kan få fat på Jarred, som passer på resten af vores bagage og som forhåbentlig har et hus til os. Det viser sig at han faktisk har udlejet ”vores” hus, så i stedet tager han os med hjem og lader os vælge mellem andre huse han lejer ud i Nelson. Standarten og prisen er noget over vores niveau, men han giver os en stor rabat og viser os skønne billeder, og vi er ved at gå omkuld af træthed, så vi slår til. Han kører os op til huset og kører Kasper til et supermarked, så vi kan få noget at spise. Huset er det vildeste luksus hus! Det ligger lige over havnen, højt oppe og med udsigt over hele byen, tre badeværelser og store terrasser. Mens vi nyder vores hjemmelavde burgere og noget satelit tv, er der en masse super flot fyrværkeri udenfor, det føles simpelthen som om den bedste måde at fejre en super god, veloverstået vandretur på.
Udsigten fra vores luxus hus i Nelson
Lørdag den 29. oktober
Vi bliver i luksus huset indtil kl. 14, hvor vi får vores bil. Vi skulle egentlig være kørt til Franz Josef i dag, men dels har vi mest lyst til at slappe af og hygge i huset og dels kan vi først få bilen kl. 14, -og der er min. 6 timers kørsel til vores næste sted, så vi beslutter os for at blive endnu en dag i Nelson. –og så er vi jo også blevet inviteret hjem på middag af Philip og Linea, det new zealandske par som vi fulgtes med i to hytter.Så vi får ringet og sagt ja tak til dem. Vi køre et par km til et lille billigt backpacker hostel, hvor vi hurtigt indlogere os, inden vi vandre ind til byen til fods. Vi får købt en GPS (det koster kun en trediedel af hvad det ville koste os at leje den i de næste 29 dage) og blomster og vin til værten. Så vandre vi videre til Philps bolig, det bliver noget af en tur, for vi starter i den gale ende af gaden. Philip har lavet lasange, brød og to slags salat og Linea har bagt æbletærte og gulerodskage til dessert, det bliver serveret med to slags is. Virkelig lækkert. Philips søn på 16-17 år er også med og snakken går lystigt. Kasper hygger sig ekstra, da det viser sig at sønnen kender noget til europæisk fodbold og FCK. Ungerne opfører sig eksemplarisk og havde deres DS’ere med, da de ikke kunne holde ud at sidde ved bordet længere og hører på engelsk snak. Efter en rigtig hyggelig aften, kørte Philip os tilbage til vores hostel i sin firhjulstrukne pickup (new zealændernes ynglings køretøj).
Søndag den 30. oktober
Tidligt op og afsted, vi sov på et rigmeligt ok backpacker sted, men med ganske forfærdelige senge. Ungerne har sovet fint, men os andre føler os noget mørbankede. Vi kommer afsted og følger den ene vej, highway 6, som går hele vejen ned af vestkysten. Inden vi når særlig langt finder vi ud af at vi taber luft på venstre bagdæk, derefter bliver det en nervepirrende kørsel fra tankstation til tank station, hvor vi hver gang fylder luft på. Der er ikke nogen åbne værksteder for det er søndag og der er stort set ingen mobiltelefon dækning på den 600 km lange tur. Vi er lidt skuffede over turen, som vi havde fået at vide ville byde på fantastiske udsigter over det vilde hav på den ene side og lodrette klippevægge på den anden, det møder vi dog intet af. Havet er ret roligt og der er landbrugsjord på begge sider af hovedevejen , selv om vi kan se bjergene længere inde i landet. Vi når frem til vores næste cottage, en rigtig hyggelig lille cottage på en mælke farm lige efter Franz Josef by. Hytten er ikke stor, men har alt hvad vi behøver. Ungerne får soveværelset og de voksne sover på en sovesofa inde i stuen.
Anton spiller lidt rugby foran vores hytte.
 
Aftensmad i hytten Niklas på træterrasen og kalve der får mælk bagved
Mandag den 31. oktober
VI møder vores søde værter første gang, da de kommer over og spørger om vi vil have noget frisk mælk. Det vil vi gerne og vi får også at vide, at vi bare skal gå ind i hønsegården og hente æg efter behov. Dette er et stort hit ved Lena og ungerne. Vi tager ind i byen og får fixet vores punkterede dæk, imens kigger vi lidt på byen. Det er en ret lille flække, der ikke består af meget mere end hoteller og spisesteder. Da bilen igen er klar, kører vi de 2 km ud til Fox glethceren, hvor vi går den afmærkede tur så langt man må gå ud til gletcheren. Den ser stor og flot ud, men det småregner og toppen er helt dækket bag skyer. Senere på dagen får vi hilst på de daggamle kalve og gårdens mange hunde. Niklas forelsker sig i en skøn sort og hvid hundehvalp, som følger ham overalt. Han sidder ude på trappen og kæler med den. Vi får også prøvet at malke køer, både Kasper og Lena prøver, det er ikke så svært med nymodens malkemaskiner, bare køerne vil stå nogenlunde stille mens man sætter den på… -og helst vil lade være med at skide imens. Derefter må vi vaske alt vores tøj, for vi er blevet smurt godt ind alle sammen.
På vej gennem bjergpasset op til gletcheren Fox
  
Smeltevandsflod Anton udfører Hakaen foran smeltevands pool Niklas ved en bæk
Hele familien med Fox gletcheren i baggrunden.
 
Vi malker køer :-) Niklas og hvalpen "Van" som han elskede højt
Tirsdag den 1. november
Vi står tidligt op for at være ved Fox gletcherens guider kl. 08:35 (21 km fra hytten). Det er en helt fantastisk tur! Heldigvis har meteologerne taget fejl, for de havde lovet tung regn hele dagen, i stedet for vi høj blå himmel og alle de snedækkede toppe åbenbare sig for os. Gletcheren er smuk og blå. Vi har taget en halvdagstur op på gletchen. Fox guiderne udstyre os med støvler, rygsæk, regntøj og ispigge til at sætte under støvlerne. Det tager ti minutter at køre med bus fra Fox by ud til Fox gletcheren. Fra P-pladsen vandre vi den samme tur, som vi selv gik i går, det tager ca. en halv time ud til afspærringerne. I dag fører guiden os gennem afspærringerne og ca. en halv times tid vandre vi opad på stenene langs siden af gletcheren. Guiden må føre os ad nye spor, for der har været et stort stenskred i nattens løb, så det spor de plejer at følge eksistere ikke længere. Da vi er kommet godt op langs siden af gletcheren, sætter vi pigge under støvlerne og begiver os ind på isen fra siden af. Inde på isen klatre vi yderligere opad, så vi virkelig kan fornemme størrelsen. Den er enorm, flere 100 meter dyb, 12 km lang ”arm”, der også er ca. 700 m bred, det er den vi går på.Ungerne kan næsten ikke holde ud, at man skal gå på række bag guiden, så de nyder da vi bliver sat fri og får lov at vandre lidt rundt på den kolde blå overflade. Ungerne finder en smeltevands kilde, som de drikker af, rent og koldt. Guiden går og svinger en mægtig ishakke og laver sikre trin i isen. Ungerne er meget begejstrede og har helt sikket fået en ny karrieredrøm… Da vi er vel nede igen, er vi lidt møre og svedige og beslutter os til at tage en tur til Franz Josef, hvor der skulle være nogen super lækre hot pools. Poolsne ligger midt i mellem tæt regnskovsbevoksning og lever helt sikket op til rygtet. Det er lidt dyrt, men også en helt fantastisk luksus at ligge og flyde i en 36, 38 eller 40 grader varm pool midt imellem det tætte grønne regnsskovsdække. Vi slutter dagen på en lokal restaurant, hvor Lena endelig får smagt whitebait, en west kyst specialitet som vist nok består af fiskeyngel. Kasper er lidt skuffet over burgeren. Vi slutter dagen med at tage is med hjem til hytten og se den gamle udgave af Robin Hood, totalt råhygge. Fantastisk dag.
http://www.youtube.com/watch?v=wZAk3DQtbE0
Udsigten fra gletcheren og ned over dalen
  
Anton ved gletcheren Familien med is pigge på fødderne Niklas ved gletcheren
 
Brudlinien på Fox Lena med gletcheren i baggrunden
  
Udsigten op ad gletcheren Niklas slapper af på en klippe stump Kasper og drengene på Fox
Det gode familie billede midt på Fox gletcheren :-)
Vandet på gletcheren er helt rent og kan drikkes
 
Niklas sidder på gletcheren Gruppebillede af vores lille ekspedition
Hovedegaden i Frantz Josef
Onsdag den 2. november
Så er det endnu engang tid til at rydde op og pakke ned. Det står ned i stænger. Vi begynder at savne et hjem lidt… Vi rejser efter en hjertelig afsked med Donna (kvinden på gården) og Van (som er gårdens hundehvalp, som Niklas er dybt forelsket i.) Vi regner med at det bliver endnu en lang lidt kedelig bil rejsedag, men bliver hurtigt overrasket over skønheden og forandringen i landskabet. Vi starter med at køre zigzag i regnskovsdækkede bjerge, flere steder mødes træerne næsten ovenover vejen og flere steder står træerne så tæt på vejen at der er sat reflekser på dem, så man ikke rammer dem. Så følger en kort strækning langs et buldrende hav, med store imponerende rullende bølger til den ene side og lodret klippevæg til den anden, inden vi drejer ind i landet ved Haast og følger en fantastisk floddal, med høje grønne bjerge på begge sider. Efter 4 timers kørsel gør vi holdt i Wanaka, i Puzzling world, stedet hvor de hævder at have verdens største Maze (labyrint), den er 1,5 km lang, hvis man går den lige vej. Det tog os 40 min at gennemføre den. Bagefter brugte vi 2½ time, med deres super gode illusionsrum og trick legetøj. Efter lidt over tre timer må vi afsted igen. Kasper har fået skaffet os tag over hovedet i de næste 4 dage, indtil vi skal ud og vandre. Køreturen fortsætter op i bjergene, med spektakulære udsigter over dybblå søer og høje bjerge med snedækkede toppe, som fortsætter de stejle skråninger direkte ned i søerne. Flere steder var var nedstigningerne så stejle, at der var advarselsskilte. Det endte da også med at vores bremser lugtede godt brændt. Vi ankom til vores nye hytte i Te Anau kl. 20:30, godt brugte. Hytten er super god, lækkert badeværelse og stor balkon med udsigt til en fantastisk bjergkæde.
Smuk smuk udsigt
Verdens største labyrint var rigtig sjov
Udsigten over bjergene
Torsdag den 3. november
Vi har brugt dagen til at slappe af og hygge. Vi har også været en tur inde og udforske byen, det er rigmelig hurtigt gjort, Te Anau har et indbyggertal på 3000 mennesker og er hyggelig, men lille bitte. Her er utrolig smukt, byen ligger ud til en stor sø og høje bjerge strækker sig mod himlen hele vejen rundt om os, de fleste bjergtoppe er dækket af sne. Vi var nede på DOC’s kontor for at høre om Milford tracket er genåbnet (det har været helt lukket pga. lavinefare) Vi får at vide at de tager stilling fra dag til dag, men at tracket er åbent for øjeblikket, dog kræver de et ekstra helikopterdepositum på 80$ (ca. 360 kr) pr person, som returneres i tilfælde af at man ikke får behov for helikopter assistanse…. Tracket går op til knap 1200m højde og man kan forvente at der ligger sne fra ca. 700m højde. Faren er dog ikke sneen i sig selv, men den lavinefare, som gammel halvsmeltet sne, med ny frisk sne på toppen udgør. Te Anau er for resten også det koldeste sted, vi endnu har været på vores tur, i dag har det været mellem 3 og 10 grader varmt (eller koldt) Vi har siddet 2-3 timer på det lokale bibliotek for at ordne ting på nettet, for vores hyggelige hus har desværre ikke internet forbindelse. Ungerne elskede biblioteket for der var bunker af computere helt reserveret til børn, så de sad lystigt og spillede på nettet.
Hygge i huset i Te Anau
Fredag den 4. november
Så har vi været hernede i en måned og for første gang er vi ramt af lidt hygge hjemve. Vi har allerede oplevet så meget og været så meget omkring, der har været ret meget fart på, selvom vi syntes at vi har taget Fridage” indimellem, så vi har mest lyst at blive under dynerne i dag. Dette bliver forstærket, da det pludselig begynder at sne, store bløde hvide snefnug daler ned over byen, selvom rododendronerne, klematiserne og blåregnen blomstre lystigt i haverne omkring os. Sneen fortsætter med at falde, så vi begynder at blive en smule bekymrede for vores vandretur i overmorgen. Vi tager på biblioteket for at hente lidt information og samtidig får kigget lidt frem i kalenderen, så vi kan få booket en cottage i Dunedin. Vi får sendt nogle request afsted og tager derefter ned til DOC information site for at høre nærmere om forholdene på Milford tracket. Det sner stadig og det er rigtig koldt udenfor. Nede hos DOC var der ikke noget positivt at høre. Sneen ligger højt på tracket, der er høj risiko for laviner. Det er isende koldt på bjerget, ned imod minus 15 grader og de hytter vi skal sove i er uden opvarmning, så det udstyr der kræves er vinterudstyr. –og det har vi ikke med. På vej over til real journeys tager vi den tunge beslutning at det er for farligt at tage ungerne med ud på Milford tracket. Desuden vil det kræve en større udgift i vinterudstyr for at kunne gennemføre. Hos real journey bestiller vi en tur til grotten med de lysende orme til dagen efter. Om aftenen står den på risengrød. Derudover er det spille aften, så vi hygger alle om bordet. Udenfor sneer det stadig og er rigtig koldt. Lena tager ned på den lokale cafe og bar for at ændre vores afsendte request på cottages i Dunedin og samtidig informere skolen om at vi kommer tidligere end ventet.
Lørdag den 5. november
Efter morgenmaden tog Lena og Kasper ned til DOC information site for at aflyse turen på Milford track. Efter vi havde fået pengene tilbage var det tid til at komme på biblioteket og se om der var kommet svar på nogle af de request vi havde sendt afsted. Det er lidt besværligt at være i en hytte uden internet. Der er ikke noget vi kan bruge til noget, men vi finder en rigtig hyggelig villa i midten af Dunedin og de har plads til os fra den 7 november og 5 nætter frem. Det ser så hyggeligt ud at vi tager de 5 dage. Planen er så at finde en B&B i nærheden af Dunedin og tage en nat der. Måske i nærheden af der, hvor søløverne holder til. På vej ud af biblioteket kigger vi forbi den lokale biograf og køber 4 pladser til visningen kl. 12.00. Det er en halv times dokumentar om landskabet i Fiordland. Der er filmet med helikopter og så er der musik til. Hurtigt hjem til ungerne og fortælle dem hvad dagen kommer til at byde på. Efter lidt boldspil i haven tager vi afsted til biografen. Det er faktisk en ret flot film og landskabet er jo helt fantastisk. Den er filmet så det næsten føles som om man selv vælter med vandfaldene ud over kanterne. Så er det til til lidt frokost på den lokale cafe og bar før vi skal afsted til grotten. Vi sejler først en halv time på floden Te Anau hen til bjerget hvor grotten befinder sig. Vi bliver sendt ind i grotten i mindre grupper. De første mange meter er grotten kun 1 meter høj. Der er meget mørkt derinde. De lysende orme kan ikke lide lys og larm. Her hvor vi befinder os nu er der dog meget larm, for et vandfald løber fra toppen af bjerget og ned igennem grotten. Jo længere ind vi kommer jo flere orme kan vi se i loftet. Ved enden skal vi alle over i en båd. Alt lys bliver slukket og vi sejler afsted videre ind i grotten i total mørke. Nogle gange rammer båden klippe væggen. Her er dog ingen strøm fra vandfaldet og der bliver også mere stille jo længere ind vi kommer. Til sidst kommer vi ind i en hule. Over os lyser bunker af lysende orme og det hele ligner en stjerne himmel. Der er næsten også helt stille. Man kan kun svagt høre vandfaldets larm i det fjerne. Efter lidt tid i hulen vendes båden og vi sejler tilbage igen. Kasper kigger ned og på Niklas knæ sidder en lysende orm. Den må være faldet ned fra loftet. Vi går tilbage til båden og sejler roligt tilbage til byen. Herfra skal vi hjem og lave lektier og aftensmad. I dag står den på kylling. Efter aftensmaden tog vi igen på den lokale og spiste dessert, mens ungerne skrev ønske lister til jul. Så var det bare at komme hjem og i seng med ungerne. Da de var blevet lagt stod den på lidt oprydning, for i morgen skal vi videre.
Bjergene omkring lake Te Anau
Ungerne elskede at være på dækket, selvom der var en strid vind var udsigten fantastisk
Indgangen til glowworm hulen
Søndag den 6. november
Efter 4 kolde dage i Te Anau, stort set uden nogen udsigt til noget som helst pga. det dårlige vejr. Te Anau ligger ud til en stor sø og fuldstændig omgivet af høje bjerge, som vi som sagt dårligt har kunnet skimte gennem regn og skyer. Men i dag, hvor vi har pakket alting tilbage i bilen og er på vej videre, skinner solen fra en høj blå himmel og afsløre for første gang rigtig det storslåede landskab, som vi har befundet os i. Høje snedækkede tinder, så langt øjet rækker, utrolig smukt. Vi har lidt svært ved at løsrive os helt, så vi køre lige en ekstra fotorunde i byen, inden vi sætter kursen sydpå. Vi har besluttet os til at få det nederste af sydøen med, når nu tidsplanen er røget, så vi kører mod Invercargil. Næsten alt er lukket, men vi spiser en god tyrkisk frokost på den lokale kebab biks, til de dunkende rytmer af tyrkisk tøse pop. Der efter fulgte en smuk tur hen langs NZ sydlige kyst. Vi gjorde holdt ved en fantastisk strand, hvor der var 5 søløver på stranden. Vi kunne komme ganske tæt på, men holdt en respektfuld afstand, da vi havde hørt flere historier om søløver der jagte og bider mennesker. Os var de nu fuldstændig ligeglade med. Senere nåede vi til Catlins området, endnu et fantastisk smukt område fyldt med fredede arealer med skov, klipper og strand. Vi havde fundet et ganske særlig vandfald som vi ville se, det fandt vi ved at kravle gennem små hjulspor ind i højlandet. Et sted mødte vi en hel fåreflok midt på sporet, som vi måtte passere meget forsigtigt. Vandfaldet levede helt op til forventningerne og vi fik taget bunker af billeder, incl. et billeder af Anton i FF Tårnbys guldtrøje J Overalt hvor vi kom frem, selv på små grusveje, var der BB skilte, men det var dog de færreste der umiddelbart kunne klare 4 personer. Hen imod aften kom vi til en lille by, hvor der var et par moteller og restauranter. Først gik vi ind til den største, hvor der var en indbygget bar. På den lange række af store beskidte gummirøjsere udenfor, kunne vi se at den blev flittigt brugt af de lokale. Damen bag baren sagde, at hun kun kunne tilbyde os to (ret dyre)dobbeltværelser, men at der var et fint motel lille på den anden side af gaden. Der er åbenbart ikke behov for at mule konkurrenterne her i byen. Vi fik lejet os ind på et lille fint motel, med to rum, internetog hjemmebagte muffins i en rigtig fin cottage have.
Mandag den 7. november
Vi ankom til Dunedin ved middags tid, efter at vi have forladt vores lille bitte motel og spist en ret alternativ morgenmad bestående af kyllinge vinger og kyllinge nuggets på byens lille legeplads. Vi gjorde holdt ved Nuggets point, hvor vi vandrede højt op til fyrtårnet. Fantastisk smukt sted, hvor vi kunne se sælerne lege på klipperne langt under os. Vi så også søløver ude på de små klippe øer der ligger strøet ud i det blå, blå hav for foden af klippen med fyrtårnet. Derefter strakte havet sig uendeligt og meget, meget blåt mod syd, så langt øjet rakte. Vi fandt let vores hus i Dunedin, det viste sig at være et utroligt stort og fantastisk smukt kolonistilshus med en fantastisk udsigt over bakker og bjerge nord for Dunedin. Kasper og Lena måtte drage ned i byens centrum for at finde en bank, så vi kunne betale for huset og finde et supermarked så vi kunne få os lidt mad. Ungerne tiggede og plagede om at måtte blive tilbage i huset, de var ret trætte af at køre i bil… De fik lov til det, mod at de lovede at opføre sig pænt og blive siddende og se en film på computeren. Da vi kom hjem viste det sig at de var blevet trætte af at se film og var gået i gang med at lege fangeleg, hvilket medførte at der var røget en bord lampe. Drengene var meget flove og kede af det og havde sat sig selv i skammekrog. Heldigvis tilgav vores flinke husvært os, hun sagde at det var ikke første tur den lampe havde taget.
Niklas og Lena på vejen ud til Nugget point fyrtårn
Ungerne tager en slapper med udsigten over legende sæler langt under os
Anton på vej op imod fyrtårnet
Tirsdag den 8. November
Vi nød en dag i fred og ro, hvor vi gik på opdagelse i det store hus, som ungerne har døbt Harry Potter huset pga. den højloftede gang, der slutter i ved hoveddøren der er omgivet af blyindfattede farvestrålende ruder. Der er stuk i alle rum, ikke kun langs kanterne, men over hele loftet. I hver af de fire værelser er der et fint dekoreret ildsted. I Køkkenet og stuen er der store vinduer ud imod havens træterrasse og den fantastisk udsigt til bakkerne. Haven er ikke specielt stor, men inddelt i flere niveauer, med et trædæk, en tegldækket terrasse og nederst en græsplæne. Overalt blomstre det helt overvældende med rododendron i mange farver, store bunker af velduftende, lilla, lavendel, fingerbøl og akelejer kigger frem alle vejne, i bedene og på trapperne. Blåregn klatre op af verandaens søjler og roserne er ved at springe ud. Ungerne har fundet et 1000 brikkers puslespil med et ringenes herre motiv, det er allerede blevet et familie projekt. Om eftermiddagen tager vi en tur i den lokale svømmehal, det viser sig at den også er lidt ud over det sædvanlige. Den har to imponerende lange rutchebaner der snor sig rundt uden for huset, som hele familien elsker. Bølgebadet, strømkanalen og boblebadet er også super lækre.
Den smukke have ved vores hus i Dunedin
Onsdag den 9. November
Så kom skoledagen endelig! Det var ikke helt let at komme tideligt op, men det lykkes dog. Vi skulle møde 08:50, ti min. før klokken ringer ind til første time på Mac Andrew Bay school. Det tager os 25 minutter at komme derud og finde skolen. Skole inspektøren venter på os og giver os en hurtig rundvisning på skolen. Det er en ganske lille skole, med en eksplosion af flotte farverige kunstprojekter hængende fra gulv til loft. Lena følger med Niklas ind i rum 3, hvor 3. klasse går (I NZ kalder de det ikke 0. klasse, men 1. klasse, derfor svare 3. klasse til 2. klasse) og Kasper følger med Anton ind rum 2 i 4. klasse. Niklas er lidt genert i starten, men får udpeget 2 venner, som skal tage sig af ham hele dagen. Han holder sig til Ben, en 8 årig dreng som tager rigtig godt imod ham. Dagens tema er sunsmart. Eleverne skal lære om solen og især om UV stråler, som men skal tage meget alvorligt hernede, da ozonlaget er meget tyndt her. Niklas følger fuldt ud med i samtlige timer, regner, synger og skriver sammen med de øvrige elever. I pauserne render han ude og leger med alle de andre unger og Lena går hen på lærerværelset og voksensludre. Hen imod slutningen af skoledagen, har Niklas sit indlæg om Danmark og hvordan hans hverdag er. Han fortæller om skolen, sine venner i Danmark og fodbold og rollespil. Vi viser også lidt billeder af klasselokalet i Danmark, billeder fra fodbold og fra rollespil. De New Zealandske børn syntes at det er meget spændende, de vil hellere høre om rollespil og de danske klassekammerater end om landbrug og vindmøller. De har den samme lærer hele dagen, møder kl. 9 og får fri kl. 15. Anton bliver i klassen præsenteret for eleverne og bliver derefter bedt om at deltage på lige fod med de andre. Det starter med at klassen samles i hjørnet, hvor der er bygget nogle store trappetrin op af væggen som eleverne kan sidde på. Her skal de når de bliver råbt op fortælle hvad for en sport de har spillet dagen før. Anton nævner fodbold. Så er det læsetid. Alle eleverne henter deres læsebøger og går i gang. Anton vælger en bog om dinosaurer, så er der lidt at se på. Derefter står den på opgave. Der bliver delt handouts ud til alle. Anton sidder på en plads hvor eleven ikke er mødt i dag. Kasper sætter sig hos Anton for at oversætte opgaven, så han kan løse den. Derefter øver de løsningerne, så han vil have mulighed for at svare hvis han bliver spurgt. Inden frikvarteret bliver der leget en gang silent ball inde i klasselokalet. Eleverne kaster en blod rundt til hinanden. Man dør af følgende: dårligt kast, larm, ikke grebet. I frikvarteret sidder Lena og Kasper på lærerværelset og ungerne løber og leger med deres klasser. Efter frikvarteret står den på matematik. Klassen er inddelt i flere hold, som hver især får nogle opgaver. Antons hold skal spille matematik spil på en ipad. Derudover arbejder nogle med handsouts og computere. Efter en periode routeres holdene. De handsouts der bliver udleveret klister eleverne ind i deres kladdehæfter. Det hold Anton sidder med er ret skrappe til at gange. Anton har taget sin matematik bog frem og får lavet lidt i den. Klokken ringer og det er spisepause og frikvarter fra 12.30 til 13.30. Vi er ved at løber tør for mad. Ungerne spise det hele og Kasper må ud i byen og skaffe noget til ham og Lena. På læreværelset bliver Lena anbefalet Bank Peninsula som vores næste vandretur. Der bliver leget rigtig godt ude på legepladsen. Efter pausen samles eleverne i hjørnet igen. Nu skal eleverne svare på opgaven fra tidligere på morgenen. Anton bliver bedt om at levere det første svar, hvilket han gør uden problemer. Derefter står den på quiz bygget op om nyheder fra New Zealand og resten af verden. Klassen bliver delt op i hold. Nogle elever kæmper for at komme på hold med Anton, selv om han ikke vil være til megen hjælp. Efter quizen er det vores tur til at fortælle lidt om Danmark. Om at gå skoler der og hvad man som barn laver. Det går også godt og eleverne spørger ivrigt. Til sidst får eleverne en opgave omkring sunsmart. De skal tegne 9 ting der beskytter mod solen og 3 fremtids ting der vil gøre det. Inden skoledagen slutter står den på en gang silent ball igen. Anton komme langt denne gang. Efter skole bliver vi alle hængende lidt i gåden. Det har været en fantastisk lærerig dag for alle. Anton komme slæbende med en ny ven, som han gerne vil lege med og sammen med drengens mor aftaler vi at mødes dagen efter kl. 15.00 når skolen slutter og så kan Anton komme med ham hjem og lege. Derefter tager vi hjem og fortsætter på puslespillet indtil og efter aftensmaden.
Anton midt i show'n tell på macandrewbay school
Niklas arbejder konsentreret i det kreative klasse lokale på Macandrewbay school.
Torsdag den 10. November
I dag skal Anton hjem til Leon og han kan næsten ikke vente. Vi starter dagen stille og roligt med morgen mad forfulgt af lidt arbejde på puslespillet. Vi får også booket vandreturen på bank peninsula udenfor Christchurch, som vi have fået anbefalet.Vi kigger også efter vores næste opholdssted og finder det perfekte farm stay, hvor der er kanoer og dyr. Begge ungernes ønsker kan derved blive opfyldt. Den står også på lektier inden vi tager indtil hovedgaden. Her finder vi en all blacks butik som vi bare må ind i. -og der shoppes :-) Tiden løber fra os og vi tror nok at vi har fået en parkering bøde. Det vil tiden vise. Vi kører afsted mod skolen, spiser lidt mad på vejen og ankommer 10 min før alle får fri. Anton står og venter uden foran døren til klasselokalet. Han bliver dog opdaget og inviteret indenfor. Lena har fundet manden til Karen (Karen er vores kontakt til skoleinspektøren). Mens de snakker ringer klokken og Anton komme ud med sin ven og de går over til hans far. Kasper iler derover og som altid her i New Zealand har alle tid til en snak og efter lidt tid bliver vi alle inviteret derhjem til en kop the. Efter lidt tid i deres hus fortrækker Lena, Kasper og Niklas, så Anton kan få lov til at være lidt alene på fremmed grund. Niklas surmuler lidt, men får lov til at bestemme aftensmaden. Anton spiser hos dem. Efter vi har spist tager vi ud for at hente Anton. Vi ender med at blive hængende til det er over sengetid for alle børn. Så tager vi hjem efter at have udvekslet e-mails. Der har været en rigtig dejlig dag. Tilbage i villaen ringer vi til farmen blot for at finde ud af at der er kommet nogen før os. Øv nu skal vi til at finde på en anden ide og selv om vi leder i øst og vest på nettet er der ikke nogen med det helt samme.
Vores smukke kolonistils villa i Dunedin på Maorihill
Fredag den 11. November
I dag skal vi ud og se om vi kan se nogle albatrosser ude på Otago Peninsula. Morgenen står som sædvanligvis på lidt puslespil efter morgenmaden. Imens popper en mail ind. Det er fra vores farm. De andre var ikke interesseret, så hvis vi stadig ville, så har de plads. Det vil vi gerne! Der er stor glæde i stuen. Resten af ferien er nu på plads og booket. Det føles ret godt. Det er en rigtig flot tur derud. Da vi kommer frem er alle sultne efter frokost, men der er måger overalt. Anton bliver ramt lidt i håret og på skuldreren med en lille hilsen fra en måge. Alle albatrosser ligger på æg, så vi kommer ikke til at se nogen. Det begynder også at stå ned i stænger, så vi beslutter os for at indtage frokosten i bilen og så komme afted tilbage til villaen igen. Vi beslutter os for at tage hjem og gøre puslespillet færdigt. Nu er vi nået så langt og Niklas går meget op i at vi når det. Det har hele tiden været en mission for ham. Det vil vi andre gerne hjælpe ham med at opnå. Så resten af aftenen står på puslespil, laks til aftensmad og is til dessert. Det lykkedes os at blive færdige med puslespillet. Der mangler en enkelt brik, men det er lige meget. Vi har samlet et ringenes herre puslespil på 1000 (eller 999 )brikker. Der er stor glæde i stuen. Efter ungerne er lagt går vi i gang med at pakke om til vores vandre tur.
Vi fandt en stor måge koloni, men desværre fik vi ikke albatroser at se, de ligger nemlig på æg i denne tid.
Lørdag den 12. November
Det var rigtig svært for os at løsrive os fra vores fantastiske Dunedin villa, så vi kom ret sent afsted. Vi havde regnet med at vi havde en 4 timers tur foran os, men da vi satte GPS’en til regnede den med ca. 6 timer, så vi havde ret travlt for at være sikre på at kunne nå vores 17:45 aftale i Akaroa Banks Penisula, på halvøen udfor Christchurch. Vi nåede dog en tur forbi MXXX builders, en dejlig sandstrand, fyldt med gigantiske store helt runde sten. Stenene kommer fra klipperne og har vistnok en ret naturlig forklaring, men det virker imponerende og sært at de ligger der i brændingen. Nogen af dem er klækkede, som gigantiske drage æg. Ungerne elskede det og kunne have brugt timer der, men vi måtte ret hurtigt drage videre nordpå. Da vi nåede Akaroa stod det ned i stænger, tiden var fin. Vi fik læsset taskerne af og stod i læ udenfor posthuset (som var lukket), Lena kørte bilen op til den sikre parkeringsplads, som skulle ligge 1 km fra posthuset, det viste sig dog at være noget længere, samt lidt svært at finde, så tiden begyndte at blive knap. Lena måtte løbe hele vejen tilbage, hvor Kasper og ungerne var kommet ind i den afhentende bus. Efter 10 min. I bus og en kort vandretur nåede vi vores overnatningssted, en hyggelig hytte, med et fuldt udstyret køkken og senge der stod klar med lagen og hovedpuder. Vi havde booket et ”homecooked meal” til aftensmad, fordi det ville blive ret sent inden vi ville ankomme og være klar. Det viste sig at vi skulle ud på en lille vandre tur til en lille hytte i bushen, hvor en flink New Zealandsk/ swesisk fyr lavede en fin tre rettes middag til os. Til forret fik vi en lille salat med en super god dressing, til hovedret fik vi kød i en dejlig sovs, ris og spinat, til dessert fik vi solbær-et-eller-andet. Det smagte forrygende! Trætte og mætte sov vi godt oppe på loftet i hytten, i hver vores ultra korte seng.
Drengene måtte bare ud og klatre på de store naturlige bouilders
Søndag den 13. November
Første dag på vores firedags Bank Peninsula track. 11 km lyder ikke af alverden, så vi regner med at det bliver en rimelig let tur, selvom den er kategoriseret som ”moderat” i sværhedsgrad. I vores hytte har der også overnattet et New Zealandsk par, som skal på samme tur. De vil betale for at få transporteret en rygsæk den første dag, så den hoppede vi også med på og fik transporteret begge vores. Frokosten og maden bar vi i en taske i hånden. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Det track vi skulle følge lignede slet ikke det vi gik på i Abel Tasman. Det var langt fra alle steder at der var en sti. Det er mere noget med at følge de hvide mærker der markere ruten undervejs på pæle, sten og træer. Flere steder var der lidt skattejagt over det, men heldigvis var ungerne flittige og dedikerede stifinder. Turen den første dag går over en top i 699 meters højde og det gik stejlt op fra starten af. Hele vejen til toppen gik vi på marker med får og kvæg. Skyerne lå i ca. 400 meters højde, så dem vandrede vi lige igennem. De var helt fugtige og sigtbarheden blev meget dårlig. Vi kunne kun se hinanden og lidt spøgelsesfår ude i periferien. Vi fik dog fundet sporet hele vejen til toppen. På den anden side, gik der ikke lang tid før tracket ændrede sig. Det fulgte et smalt spor ned i en tæt bevokset kløft, hvor vi fulgte en flod nedad mod kysten. Sporet var ret stejl og meget glat efter nattens regn. Men det var fantastisk at gå i tæt regnskovsbevoksning, langs de klukkende, klaskende, fossende vand. Vi så mange vandfald, et af dem var særligt imponerende, det kunne vi komme om bagved, så vi kunne stå mellem klippevæggen og gardinet af vand. Fantastisk og ganske våd oplevelse. Om aftenen ankom vi til en lille lavloftet hytte i Flea bay. Hytten er fra kolonitiden og har masser af billeder, der beskriver husets og områdets historie. Lige i nærheden af hytten bor en dame, som tog os med ud og se pingviner om aftenen. Flea bay er den største pingvin koloni på fastlandet og pingvinerne kommer ind fra havet i skumringen om aftenen. Damen havde lavet en masse redekasser og vi fik lov at se ned i flere af dem. Vi så både æg og små pingvinkyllinger. Fra et skjul, så vi også en enkelt guløjet pingvin, som er den mest sjældne pingvin i verden. Pingviner er meget sky, så vi skulle være meget stille og stå meget stille, det var slet ikke så let…. Vi fik dog set 6 små blå pingviner, der kom ind og gik rundt på klipperne. Og så var vi meget meget trætte.Vi sov vist alle inden hovedet ramte puden, i hver vores køjeseng.
Vi gik op af stejle dyrestier, op igennem skyerne
Niklas med udsigt under skyerne
Vi fandt et fantastisk vandfald, som vi kunne komme om bagved
Mandag den 14. November
Dagens track går hen langs kysten, op og ned over vulkanens sadler. Vi går på bølgende farmland, fårefolde så langt øjet rækker.Flere steder må vi passe godt på ikke at komme for tæt på de uafskærmede lodrette fald, ned imod havet. Ca. halvvejs er der en sælkoloni inde i en kæmpe stor grotte, som havet har ædt ind i klippen. Vi klatre op og kigger ind i grotten, hvor vi kan se sælerne sove og lege. Dagens tur har ikke været så anstrengende som gårsdagens tur, selvom vi selv har haft fornøjelsen af vores rygsække. Så især ungerne er stadig fulde krudt da vi når Stony bay. Hytten her viser sig ikke bare at være én hytte, en hel flok små hytter samlet i et lille alferige på kanten af skoven. Hytterne er bygget op ad træstammer og i grove træmaterialer. Ungerne finder straks en stor gynge der er bygget over en mindre bakke, så de kan kaste sig ud. Vi bor i en stor hytte, med ildsted og store lune lammeskind på de lave bænke rundt om. Der er ingen strøm, så maden bliver lavet på gas og aftenens belysning kommer fra ildstedet og stearinlys. Der er også en lille shop, hvor man kan købe diverse madvarer. Faktisk er det mest et lille skur, indrettet med hylder, køleskab, betalingskasse og et skønt udvalg i grøntsager, lidt kød, kiks og andre dejlige nødvendigheder. Det er høflig selvbetjening, blot det noteres ned hvad man har afregnet for. Dagens aftensmad står på ribeyebøffer, grillet på gasgrill selvfølgelig, sammen med gulerodsstave og grillet peberfrugt. Da det begynder at blive mørk trækker vi ind i hytten hvor Kasper har tændt op i ildstedet, så der er rart indenfor. Vi inviterer det andet par over i hytten. Det er ikke noget ildsted i den hytte de sover i. De vil gerne se billeder fra vores tur, så det sidste af aftenen bruger vi på at fortælle om hvad vi har oplevet indtil nu.
Kasper slapper af på verandaen i vores lille hytte i alfelandet
  
Badehuset, der er bygget op af et træ Pingvinhus med rede under verandaen Ungerne på trægyngen
Tirsdag den 15. November
Trackets korteste tur venter. Vi har 6 km foran os, som dagen før vil gå op og ned nær kysten. Efter morgenmaden tager ungerne sig nogle gynge ture, mens Lena og Kasper pakker sammen og rydder op til de næste. Og afsted går det med godt humør. Turen bliver stille og rolig. På vejen kommer vi forbi en sæl koloni, som vi kigge lidt på inden vi går videre. Det er rigtig godt vejr. Vi holder øje med Niklas UV perler men de viser hele tiden det samme. Masser af solcreme på. Da vi kommer over den sidste bakke og kan se ind i den bugt, hvor vores næste hytte er, kan vi se den kæmpe sandstrand som vi havde lovet ungerne. Da vi kommer ned til hytten sidder det andet vandrepar og læser på verandaen. Ungerne smider hurtigt tøjet for de vil på stranden. I hytten er der også små surf brædder, som ungerne griber på vejen derned. Lena og Kasper tager med for at soppe. Det andet par kommer også ned på stranden for at tage sig en dukkert. Vander er nu ret koldt, men det er der ingen der tager sig af. Da vi kommer tilbage vil ungerne gerne i shoppen og se hvad der er af chokolade. Der finder vi ud af at Niklas har glemt sin pung ved den anden hytte. Så ingen chokolade når man ikke har styr på sine ting. Senere lykkedes det Kasper at få fat i ejeren af hytten og han er hjælpsom med at få kontakt til den anden hytte. Der vil de tage den med til Akaroa, hvor vi kan hente den dagen efter. Som sagt er de meget hjælpsomme hernede. Aftensmaden er spaghetti med kødsovs, lavet af ting købt i shoppen. Bagefter tager ungerne og Lena ned på stranden og finder skatte. Den brede sandstrand har et bredt bælte af runde sandvaskedesten, skaller og hvidt vand og sand slebet træ. Der er nogle flotte store muslingskaller, Paua skaller (abelone) og knogler. Alt hvad vi har brug for. Niklas får alligevel lov til at låne til lidt chokolade, mens Lena er gået i gang med at bage pandekager til dessert. Nu har vi også slæbt på den pakke hele turen. Vi invitere de andre på pandekager og the og får os en hyggelig samtale. Ejeren af hytten, Dough, kommer også forbi og vi får lov til at låne en rygsæk til den sidste tur hen over vulkanen. Så kan vi nøjes med at slæbe på vores vand og frokost, mens vi sender vores rygsække med bil til Akarora. Så kan det også lade sig gøre at få nogen af alle de fantastiske skaller, knogler og træ med os. Bagefter bliver ungerne lagt i seng. Lena læser lidt for ungerne og aftenen sluttes med lidt kortspil 500.
Storslået udsigt over det turkies blå hav og med de bratte fald.
Vi vandrede langs de bratte fald det meste af dagen.
Onsdag den 16. November
Så er det den sidste vandre dag der venter. Det er en tur på 10 km op over vulkanen og ned til Akaroa. Vi går fra stranden op til 645 meters højde og ned til stranden igen. Godt for musklerne i benene. Vi får spist morgenmad. Ungerne ser frem til imorgen, hvor den ikke vil længere står på havregrød til morgenmad. Vi får pakket sammen og sagt farvel til de andre. Afsted går det. Humøret er højt. Vi skal nok klare denne stigning selv om vores fødder er lidt ømme. Kasper lider især, nu er der ikke længere meget af hans støvler der hænger sammen. De første mange km foregår i skov, en ung tæt grøn skov. Vi kan ikke bagud for skoven og har derfor ingen fornemmelse af hvor højt oppe vi er. De stiger støt, men uden at det bliver helt slemt. På kortet står der hard climb – no hurry og nu bliver det også meget stejlere. Op og op går det, i zigzag gennem det grønne. Midt i alt det grønne flyder der flere små vandløb, som vi tripper over på vadesten. Ved et enkelt vandløb er det markeret at vandet kan drikkes, det smager skønt og vandflaskerne bliver fyldt op. Til sidst stopper den tætte skov og vi kan se at vi faktisk er meget højt oppe nu. Ikke langt fra passet mellem to toppe på vulkanen holder vi frokost. Selv om solen har skinnet hele dagen bliver det lidt køligt heroppe for vinden er stærk og den kommer lige ind fra the Pacific. Efter frokost kommer vi over passet. Det er et dramatisk pas mellem to høje klippetoppe, og nu går der kun nedad i åbent terræn. Fra toppen kan vi se hele bugten med havnebyen Akaroa liggende dybt inde i en bugt. Det er et utroligt view. Alle er ved godt humør og nedad går det. Ungerne leger og tæver hinanden med pinde, og Lena og Kasper sludre lystigt. Nede i byen finder vi parkeringspladsen og vores bil. I den kører vi over til informations centeret for at hente vores rygsække. Da vi møjsomligt har fået bakset taskerne i bilen (ned oven i alle de ting, som vi valgte ikke at tage med) beslutter vi at vores dåd skal fejres med en isvaffel på stranden. Her kommer det New Zealandske par fra turen forbi og siger farvel endnu engang. De skal ind og besøge deres datter i Christchurch. Vi kører også afsted til vores næste destination. The Farm. Vi bliver godt taget imod da vi ankommer og vi får hurtigt pakket ud. Derefter kører vi afsted til en burger King vi så på vejen. Anton er blevet lovet 3 hamburgere, en milkshake og en gang pomfritter for at tage med ud og købe ind. Vi skal have mad til de kommende dage, så vi ikke behøver at tænke på det. Da vi komme tilbage står den på bad og så i seng. Lena og Kasper tager en øl på sofaen, mens serien Sharpe ruller over skærmen. Det er en serie Kasper er kommet til at følge lidt med i hernede. Den vises hver onsdag og hvert afsnit tager nogle timer. Bagefter er det i seng.
Torsdag den 17. November
Dejligt med en rolig dag. –Og endnu en ”store vaske dag” efter endnu en vandre tur. Vaskemaskinerne hernede må simpelthen have et par ord med på vejen. Hernede er alle vaskemaskiner topbetjente, det gør selvfølgelig at de er ganske lette at komme til, men selvom vi efterhånden har fået afprøvet nogen stykker af denne type vaskemaskine, så har de alle det tilfælles at de simpelthen er elendige til at vaske tøj med. Flere gange har alt tøjet ikke engang været vådt efter en vask, -og som regel er det ikke ordentligt rent. De fleste steder har der stået en stor stålvask ved siden af vaskemaskinen, og det er åbenbart fordi at man skal starte med at vaske alt synligt snavs af inden man overhovedet smider tøjet i vaskemaskinen… Mærkeligt koncept. En anden speciel ting er at vi har set bunker af får alle vegne hvor vi har været, ikke en eneste opdyrket mark nogen steder, men græssende får og kvæg overalt. Det sære består så i, at der ikke er særlig meget lammekød til salg i supermarkederne, og det der er, er hundedyrt og det første sted hvor vi har mødt en steg, er faktisk her. NZ lammekød er billigere i Danmark, når det er blevet transporteret halvvejs rundt om jorden, end det er her i NZ…Men nu da vi endelig har fundet en dejlige lammekølle, så skulle den da med hjem og på bordet, skøn aftensmad! Ungerne har nydt dagen, Niklas har fodret grisene og hønsene med vores kartoffelskralder, kælet med hunden, kløet køerne og hygget med kaninerne. Begge unger har spillet basket, rugby og hoppet på trampolinen i haven i timevis. Gårdens tre unger er også rigtig spændende, den fire årige knægt er mest hæmningsløs og render lystigt rundt sammen med Anton og Niklas. Anton vil hellere have kontakt til den 9 årige dreng, men de bliver begge lidt generte.
Fredag den 18. November
Vi drog ind i Christchurch for at kigge lidt på byen og for at lede efter jade halskæder til ungerne. Synet der mødte os var overvældende og uhyggeligt. Christchurch er New Zealands anden største by og ca. på størrelse med Århus. Den er kendt for sin store flotte katedral og fantastisk flotte gamle bygninger, indtil den sidste år blev udsat for 2 store jordskælv (og mange mindre efterskælv) inden for et år. Det største jordskælv ramte i september 2010, hvor der også var mange der døde. Det der mødte os, var at hele centrum simpelthen er afspærret med store metal hegn mærket op med store fare skilte. Gennem hegnet kunne vi se kirker, huse og høje kontorbygninger stå med knuste ruder og hælde faretruende. Mange andre steder var der også afspærret omkring ældre huse og indenfor afspærringerne lå mange steder masser af nedfaldne sten fra husene. Rigtig mange steder stod der festival toiletter uden for husene, simpelthen fordi meget af kloaksystemet er kollapset. Få steder er der skudt nye skinnende beton, stål og glas bygninger op, men det meste af byen ser ud som om jordskælvet lige har været der. Det kommer til at tage uhyggeligt lang tid at få Christchurch til at ligne en by igen… Det var lidt svært at finde rundt i byen og der er ikke mange specialbutikker der er åbne, selv om livet fortsætter i byen. Vi fandt ikke hvad vi ledte efter, men har fået lidt at tænke over.
 
Billeder fra Christchurch city. Ødelæggelserne var stadig enorme 14 måneder efter skælvet.
Lørdag den 19. November
Vi stod op og fik et herremåltid til morgenmad, brasede kartofler, stegte tomater, bløde løg og både sejlæg og sckramble eegs. Så måtte vi ud og teste farmens kanoer. Det viste sig at det nærmest var åbne kajaker, der også blev styret med pagajer. Den lokale flod er ca. 6-7 meter bred og stille og rolig. Vi fik padlet et par km op mod strømmen før vi vendte om og padlede tilbage igen. Vi var alle enige om at vi nok foretrækker de noget større kanoer, som vi er vant til. Anton har solgt billetter til film i hyggehjørnet, så resten af dagen kommer nok til at gå med at se film, hygge og lege. Anton har leget en del med Joshua, den 9 årige dreng på farmen, de spiller DS og hopper på trampolinen.
Drengene og Johs på trampolinen på farmen
Søndag den 20. November
Vi kom ikke nær så tidligt op som vi havde tænkt os, men hvad, det er jo ferie, så det er jo også ok at sove lidt længe ind imellem. Efter morgenmad og grisefodring, hoppede vi i bilen og kørte 100 km mod nordvest. Lige op til de varme kilder i Hanmer springs. Turen var hyggelig og smuk, det meste af tiden var det over store flade strækninger langs østkysten, den sidste ½ time, fik vi dog lidt bjergkørsel gennem flotte gule gyvelklædte bjerge. Byen var bygget op om den varme kilde. –og nu er det egentlig mere dækkende at kalde det et thermisk badeland, end en varm kilde… Der var masser af pools store, små, brand varme, lune, med og uden klipper, vandfald og springvand, vandlegepladser og store rutchebaner. Den vildeste rutchebane hed big bowl og skulle tages siddende i en badering. Først fik man masser af fart på gennem en stejl lukket rør rutchebane, før man fløj ud i en stor åben bovle, hvor man via centrifugalkraften fløj rundt, til sidst blev man skyllet ud i et ”afløb” i midten og endte med et ordentligt plask forneden. Stort hit! Efter 6 timer i badeland, var vi afslappede, glade og enormt rynkede. Det endte dog lidt sørgeligt, da ungerne lige skulle have den aller aller sidste tur i rutchebanen, og lige idet, de fik udleveret de store baderinge, fik Niklas foden i en skarp kant, så blodet flød i stride strømme. Det hjalp dog at en af de super søde livreddere, straks kom ilende til undsætning og rensede og forbandt sårene, der er blevet sliced en god bid af venstre trædepude og lilletå. Forbindingen holdt dog kun et par skridt, så var blodet trængt igennem forbindingen. Vi kom med ind i deres førstehjælpshus og blev forbundet endnu grundigere, -og så var det tid til at komme hjem ad.
 
Niklas elsker alle dyrene og særligt at fodre grisene og hønsene
Mandag den 21. November
Vi har været endnu en tur i Christchurch, alle steder hvor vi kommer er ødelæggelserne nærværende. Ekspedienterne i butikkerne tager næsten overdrevet godt imod os, turisterne holder sig vist lidt væk fra byen for øjeblikket. Resten af dagen har vi nydt i vores superhyggelige hus, spillet spil og leget.
VI spiser middag ude på vores store balkon
Onsdag den 23. November
Så er pakningen begyndt. det virker så endeligt og vemodigt, at skulle pakke alt ned. Ungernes sidste penge brænder i deres lommer, så vi drager endnu engang ud. Først tager vi til den lokale by Kaiapoi, men den opfylder ikke rigtigt ønskerne om snack til farmand og spil til ungerne, så vi fortsætter til et af Christchurchs indendørs megacentre. Der lykkes det at få tilfredsstillet alle. Ungerne fandt hver et DS spil på udsalg, så nu er der frisk underholdning til de kedelige timer i fremmede lufthavne på obskure tidspunkter. Snacksulten blev også stillet.
Torsdag den 24. November
Så er det den endelige rejsedag. Vi sover længe og bliver liggende og putter længe. Vi har ikke rigtig lyst til at give slip. Men snart må vi alligevel overgive os og stå op og i gang. Den sidste taske skal pakkes med det sidste nyvaskede (og nu tørre) tøj, huset skal gøres rent, og det viser sig at bilen er blevet godt beskidt på gulvet omme ved ungerne, det er ikke kun blomster man får under skoene på sådan en farm. Bilen bliver gjort pænt rent, inden de sidste ting slæbes ned og pakkes i bilen for sidste gang. Det bliver et følelsesladet farvel til familien på farmen med kram og løfter om at holde kontakten. Til sidst må vi afsted og køre den korte tur (20 min.) til lufthavnen, hvor vi efter lidt søgning finder ACE biludlejningen, hvor vi skal aflever bilen. Den bliver afleveret helt uden problemer selvom vi ikke kan finde udlejningskontrakten og den er lejet ved et andet selskab, det havde vi ellers frygtet, da vi lidt tidligere stod og ledte efter kontrakten. Lettede kommer vi med bilfirmaets minibus til lufthavnen, hvor vi ankommer i virkelig god tid, så vi finder lidt mad frem og hygger på en græsplæne lige uden for lufthavnen. BAgagen bliver tjekket ind og denne gang sørger vi for at være helt sikre på at bagagen kommer hele vejen til København, uden at vi skal holde øje med den i hver lufthavn. Og så er vi afsted, med et sørgmodigt sus i maven letter det store fly og tager os på de første 4 timer på rejsen hjemad. Denne gang bliver Sydney bare en mellemlanding på 3 timer, som tilbringes i lufthavnen, før vi flyver videre mod Abu Dahbi.
Fredag den 25. November
14 timer i flyet fra Sydney til Abu Dahbi trækker godt nok tænder ud. Vi spiller og ser film på hver vores personlige skærm, lige til vi bliver for trætte og falder i søvn med hovedtelefonerne på. Til sidst kan vi næsten ike holde ud at side stille længere og begynder at travle rundt i flyet. Vi kan ikke rigtigt finde ud af tiderne, for på vej hjem kommer vi til at miste 12 timer, så vores døgnrytme er slået helt itu. Vi lander i Abu Dabhi tidligt om morgenen, drikker frisk presset juice og MCdonalds mad, finder lidt chokolade og toldfri smøger til onkel Rune. Vi finder også plads til at ligge lidt udstrakt på gulvet foran de store vinduer ud til selve landingsbanen. Så går vi modvilligt ombord på det næstsidste fly, mod Brussel og endnu 7 timer i en sardindåse fyldt med mennesker og dårlig luft. Vi lander i Brussel og nu er vi ved at være nået til at det føles somom jorden gynger, selvom vi går på solid grund. Brussel lufthavn er stor og vi skal gennem flere tjek, dog bliver vi pænt ledt uden om nogen af de største køer, da vi finder vores rødbedefarvede pas frem. Der er åbenbart stor forskel på om man er EU borger eller ej. VI klager ikke men skynder os op i et af de store lounge områder, hvor vi sidder og hænger efterhånden meget trætte. Vores sidste fly er et ganske lille fly, uden særlig meget plads, hvor vi får finde buisnessclass pladser, efter der var lidt problemer, for vi stod nemlig slet ikke på deres liste til flyet... Begge unger går øjeblikligt omkuld i flyet og sover trygt i lidt over en time, til vi lander i Københavns lufthavn. Begge unger har totalt ondt i ørene, da de jo sov i stedet for at synke, mens vi landede. De er trætte og forvirrede. Vi må bære dem, så godt vi kan, indtil de vågner lidt mere op og kan gå selv. Vores bagage kommer heldigvis ud som det allerførste, så vi griber den og skynder os ud til ankomsthallen hvor Farmor, farfar og onkel Rune venter med flag! Rigtig dejlig velkomst. Jeg kører bilen de få kilometer hjem fra lufthavnen, i let uforsvarlig tilstand, med vinduesviskere og blinklys til alle sider. Nu havde jeg fået vænnet mig til at alt var spejlvendt i de New Zealandske biler. Heldigvis bliver jeg i den rigtige side af vejen hele vejen hjem. Niklas falder i søvn igen så snart han sidder i bilen. Farmor og farfar har lavet mad til os, men vi er mere trætte end sultne, så vi magter ikke rigtigt at spise. Samtidig finder vi ud af at vores stakkels hus har lidt under vores fravær. Vi havde ikke sat fyret over på vinter drift, så huset har stået uopvarmet i de to måneder vi har været væk, og det har det ikke haft godt af. Vores parketgulv i stuen ligner et hav i bløde bølger. Flere steder har det rejst sig over ti centimeter fra det normale sted, så vi sejler rundt i vores egen stue. Samtidig finder vi ud af at huset ikke har været ubeboet mens vi har været afsted. Det er nemlig flyttet en større musefamilie ind. Heldigvis har Farmor og farfar opdaget det og er begyndt på oprydningen, men lugten af mus er stram og alle vores køkkenskabe er tømt for mad og fyldt med muselort. De har også været i Niklas værelse, hvor der var flere musereder i hans seng. Heldigvis var der sådan et vådliggerlagen på sengen, så de har kun fået gnavet lagen og rullemadras i stumper og stykker, selve madrassen er sluppet. Alle hans bamser må i en sort sæk. Vi er virkelig langt nede, da vi går omkuld i vores egen seng kl 20.30 fredag aften. Vi er endelig hjemme igen, -og havde engentlig mest lyst til at tage afsted igen.
Opdatering 17. december
Vi har nu fået bugt med musene, vi måtte ty til gift, selvom det er imod min religiøse overbevisning, for der var mange og de var bestemt ikke generte. Hver dag i to uger måtte vi vaske og desinficere alle vores køkkenskabe og lægge mere gift ud, før de overgav sig. Samtlige andre skabe i huset har vi også måtte tømme og vaske i bund, sammen med alt der er i dem. Vores gulv er også faldet ned, efter 2-3 uger med masser af varme, fuld knald på radiatore og brændeovn, ser det ud til at vi har været heldige. Det ligger lige så pænt som før skaden. Ja, heldet følger åbenbart de tossede. Det har været benhårdt for os alle fire at starte det "normale" liv igen. At skulle tidligt op, indrette sig efter andre, at det er mørkt det meste af tiden (nu kommer vi jo lige nede fra sommeren) og at føle sig helt amputeret, når nu vi igen er skilt ad, de fleste af døgnets timer. Nu havde vi lært at fungere som en enhed, tæt sammen. Niklas, Kasper og Anton har været syge efter tur, så vi har også haft lidt udfordringer med at få dagene til at hænge sammen. Nu må vi bare sørge for at holde fast på vores nyfundene ro i maven og familie sammenhold, så vi kan møde alle hverdagens udfordinger uden at miste os selv. Vi holder godt fast i alt det der gør os glade og begynder at drømme om vores næste projekter. |